biograf

© SDE

Biograf. Antal solgte biografbilletter i Danmark i perioden 1940-94. Salget kulminerede i begyndelsen af 1950'erne med ca. 58 mio. solgte billetter om året, hvilket svarede til over 10 biografbesøg pr. indbygger om året. På dette tidspunkt begyndte tv at slå igennem, og kurven har siden været faldende. Faldet er yderligere blevet forstærket ved videoens udbredelse i 1980'erne.

biograf, lokale til forevisning af film.

Salon Indien i Paris' Grand Café regnes for verdens første biograf. Fra den 28. december 1895 viste de franske filmpionerer, brødrene Lumière, her film offentligt ved hjælp af deres kombinerede optage- og projektionsapparat, kinematografen.

Mange af de første film blev i øvrigt vist i markedstelte, på hoteller, kroer o.l.

Danmarks første egentlige biograf var Kosmorama på Østergade i København, åbnet af Constantin Philipsen (1859-1925) den 17. september 1904.

En forestilling bestod oftest af en række reportage- og rejsefilm samt korte, dramatiske handlingsfilm. Snart kom spillefilmene til at dominere programmet, og det satte for alvor gang i udbredelsen af biografer.

Få år inde i 1900-t. var der etableret biografteatre i både større og mindre byer i Danmark, Nordeuropa samt i USA, hvor de små biografer blev kendt som "nickelodéons" efter billetprisen på en nickel (am. for femcentmønten). Storbyernes "filmpaladser" voksede.

Danmarks første storbiograf var Palads Teatret med 3000 pladser, ligeledes åbnet af Constantin Philipsen i 1912 i Københavns gamle hovedbanegård. Udviklingen med store sale kulminerede i 1920'ernes USA, hvor det overdådigt prangende Roxy Theater i New York havde 6214 pladser. I sådanne filmkatedraler fandt filmpremierer sted under stor festivitas og mediebevågenhed.

© Colourbox

Biograf.

Stumfilmtidens film blev vist med musikledsagelse. Musikerne, fra hele symfoniorkestre eller mindre ensembler til en enkelt pianist, var placeret i selve biografsalen. Man brugte tillige genstande til lydefterligning, "kontentum", som fx knaldpistoler, gryder, fløjter og knust glas; lydkilden blev placeret bag en skærm. Omkring 1930 slog lydfilmen igennem, og skuespillernes tale og filmens øvrige lyd blev gengivet ved hjælp af højtalere placeret bag lærredet.

Drive-in-biografen opstod i USA i 1933 og var især populær i 1950'erne. Her ses filmen på et stort udendørs lærred fra parkerede biler i et lukket område; filmlyden kommer oftest fra en lille højtaler, der placeres i bilen.

Indtil 1950'erne var biograffilm det dominerende visuelle underholdningsmedie, men siden har biograferne mødt hård konkurrence, først fra tv og fra 1980'erne også fra video.

Filmindustrien forsøgte at imødegå dette, bl.a. ved at udvikle større og flottere billeder med bredformater som cinemascope og panavision samt ved at forbedre lydgengivelsen med dolby stereo og senere dolby surround sound. Et andet modtræk var mere specielle filmoplevelser som tredimensionale film (3-D) og omnimaxfilm, der vises i forlystelsesparker og udstillingsetablissementer som fx det københavnske Tycho Brahe Planetarium.

Biograferne blev yderligere tvunget til at udnytte lokaler og film bedre, hvilket skete med indførelsen af multibiografen. Denne placerer filmene i mindre sale i takt med lavere billetsalg og kan således mindske antallet af tomme sæder.

Multibiografer blev tilladt med Filmloven i 1972 og har i stigende grad præget danske biografers udvikling; alligevel er antallet af biografsale siden faldet. Filmloven ophævede tillige bevillingssystemet, gjorde det muligt at danne biografkæder og tillod produktions- og distributionsselskaber at eje biografer. I 1990'erne styres danske biografer i udstrakt grad af Nordisk Film og Warner-Metronome.

Biografdøden har imidlertid også medført andre typer biografer. Der er bl.a. opstået en del kommunalt støttede eller kollektivt drevne biografer, der fungerer som lokale kulturhuse, ofte med frivillig arbejdskraft.