Pathé Films, fransk filmselskab, grundlagt i 1896 af Charles Pathé (1863-1957) og hans tre brødre som Pathé Frères. På få år blev Pathé verdens største filmselskab med filialer i mange lande. Pathé, der havde en hane som sit bomærke, kontrollerede såvel produktion som distribution og biografer, men efter 1. Verdenskrig gik det tilbage for selskabet. I 1939 gik det fallit, men retableredes som hovedsagelig distributionsselskab.