Sergej Eisenstein

© Venligst udlånt af DFI/Billed- og Plakatarkivet

Sergej Mikhajlovitj Eisenstein, 1929.

Sergej Eisenstein, Sergej Mikhajlovitj Eisenstein, 23.1.1898-10.2.1948, russisk filminstruktør og en af filmkunstens centrale skikkelser.

Sergej Eisenstein læste til ingeniør, men hans studier blev afbrudt af krigstjeneste i 1. Verdenskrig, og under Den Russiske Revolution blev han tiltrukket af politisk teater.

Han blev en central skikkelse i det revolutionære avantgardeteater, hvor han virkede som assistent for instruktøren Vsevolod Mejerkhold og var scenograf og instruktør for Proletkult, bl.a. i samarbejde med dramatikeren Sergej Tretjakov. Eisensteins første film, Glumovs Dagbog (1923), var således et kort indslag i en teaterforestilling.

I den sidste halvdel af 1920'erne skabte Eisenstein fire store stumfilm, der blev skelsættende for moderne filmkunst. De viste nye veje for filmsproget, først og fremmest gennem en bevidst udforskning af montagens muligheder som filmæstetisk udtryksmiddel. Han arbejdede bl.a. med den såkaldte attraktionsmontage, der skaber betydninger ved kontrasterende sammenstillinger af filmsekvenser.

De fire stumfilm var storstilet revolutionær kunst med rødder i modernismen: Strejke (1925) om en strejke, der brutalt slås ned af myndighederne, hovedværket Panserkrydseren Potemkin (1925) om et mytteri i Sortehavsflåden under revolterne i 1905, Oktober (1928) om Oktoberrevolutionen og stormen på Vinterpaladset i 1917, og Gammelt og nyt (1929) om kollektivisering og modernisering af landbruget.

De raffinerede filmæstetiske virkemidler var dog vanskeligt tilgængelige for det store publikum, og med 1930'ernes stalinistiske kulturpolitik, der satte den socialistiske realisme i centrum, blev montagestilen fordømt som formalisme.

Sergej Eisenstein besøgte 1929-32 Vesteuropa og USA, hvor han fik kontakt med en lang række af tidens store kunstnere. En række Hollywood-projekter blev afvist, og han gik i gang med en film om Mexico, ¡Que Viva Mexico! (1931, Viva Mexico), privat finansieret af forfatteren Upton Sinclair, der dog midtvejs trak sin støtte tilbage. Projektet kuldsejlede, og materialet blev udsendt i forskellige uautoriserede redigeringer.

Efter hjemkomsten fortsatte modgangen. Den aldrig udsendte Bezjin-Engen (1937, delvis rekonstrueret 1967) skildrede kollektiviseringen af landbruget på en måde, der mishagede censuren, og under indtryk af udrensningerne under Stalin erkendte Eisenstein offentligt sine fejltagelser og fik lov til at instruere en ny film.

Det historiske drama Aleksander Nevskij (1938) havde klar adresse til den nazistiske trussel og blev et stort comeback for Eisenstein, som blev belønnet med både Lenin-ordenen og Stalin-prisen. Stumfilmenes fragmenterede montagestil og kollektive dramaturgi var nu afløst af storslået monumentalitet og en dramatisk koncentration omkring en enkelt magtfuld hovedperson.

Filmen var også begyndelsen på et frugtbart samarbejde med komponisten Sergej Prokofjev. Under 2. Verdenskrig arbejdede Eisenstein på et nyt historisk projekt i samme stil, en trilogi om zar Ivan den Grusomme. Første del blev en succes i 1945, men anden del vakte Stalins mishag og blev henlagt (udsendt 1958), og tredje del blev aldrig realiseret.

Foruden filmene og en stor produktion af tegninger efterlod Sergej Eisenstein sig en lang række skrifter, der fik betydelig indflydelse på den filmteoretiske debat; på engelsk findes bl.a. The Film Sense (1942) og Film Form (1949); på dansk findes Udvalgte skrifter (1972).