Sergej Bondartjuk, 1929-1994, russisk skuespiller og filminstruktør. Bondartjuk begyndte som skuespiller, bl.a. spillede han titelrollen i Jutkevitjs filmatisering af Othello (1956). Hans debut som instruktør, En mands skæbne (1959) efter Sjolokhovs fortælling, hører til gruppen af tøbrudsfilm, der markerede en ny åbenhed i russisk film. Filmen fokuserer på de russiske soldaters frygtelige lidelser i tysk koncentrationslejr, et ellers tabubelagt emne. Derefter kom hans otte timer lange, monumentale filmatisering af Tolstojs Krig og fred (1966-67). I begge film spillede han selv hovedrollen. Hans senere film, bl.a. Waterloo (1970), var mindre betydelige.