Sergej Jutkevitj, 1904-1985, russisk filminstruktør. Jutkevitj blev kendt i 1930'erne for Manden med geværet (1938), et mønstereksempel på Stalintidens propagandistiske filmkunst. Jutkevitj fik dog senere en film forbudt, Lys over Rusland (1946), men han kom ind i varmen igen i 1950'erne, bl.a. med den smukke Shakespeare-filmatisering Othello (1955) og en række persondyrkende film om Lenins liv. Han instruerede også en film i Albanien om frihedshelten Skanderbeg, Oprøret i bjergene (1954).