Ingmar Bergman

© Venligst udlånt af DFI/Billed- og Plakatarkivet

Ingmar Bergman under arbejdet med Fanny og Alexander (1982-83), der blev skabt både som biograffilm og tv-serie. Ved kameraet står Bergmans cheffotograf Sven Nykvist og til venstre Ewa Fröling, der spillede Emile Ekdahl, Fanny og Alexanders mor. Filmen modtog fire Oscars i 1983, heriblandt prisen som bedste udenlandske film.

Ingmar Bergman, Ernst Ingmar Bergman, 14.7.1918-30.7.2007, svensk film- og teaterinstruktør, der regnes for et af film- og scenekunstens helt store skabende talenter. Ingmar Bergman er med sine mere end 50 film og 150 teateropsætninger en indflydelsesrig og beundret personlighed i europæisk nutidskultur.

Ingmar Bergman voksede op i et præstehjem præget af streng religiøsitet og gjorde sin entré i filmens verden i 1944 med manuskriptet til Alf Sjöbergs Hets (Forfulgt) om en gymnasieelev og hans tyranniske latinlærer. Filmen fokuserede på faderopgør og totalitær magtsyge og blev en succes, mens Bergmans debut som instruktør 1946 med filmen Kris (efter Leck Fischers skuespil Moderhjertet) var en fiasko.

Det var først i 1949 med gennembrudsværket Fängelse om en tragisk kvindeskæbne i menneskenes gensidige helvede, at han formåede at skabe det personlige univers af sjæledybder, drømme og psykologiske kriser, der var hans særkende.

Ingmar Bergman var en auteur, filmverdenens betegnelse for den stærkt personlige instruktør (se auteurteori), og hans film var oftest baseret på egne manuskripter; en stor del foreligger i bogform.

De tidlige film har forbindelse til svensk litteraturs samtidige fyrtiotalisme og til den franske eksistentialisme. Filmene handlede ofte om unge mennesker i en melankolsk og fatalistisk udsigtsløshed og har således rod i den poetiske realisme, der kendetegnede fransk film i 1930'erne.

Billedsproget står derimod i gæld til 1920'ernes tyske ekspressionisme og benytter et stiliseret formsprog samt intensive lys-skyggevirkninger. Et hovedværk er den filmsprogligt eksperimenterende Gycklarnas afton, hvor gøgleren ses som model på den ydmygede og fornedrede kunstner. De tidlige film, fx den vemodige kærlighedsfilm Sommarlek, grundlagde også Bergmans ry som instruktør med en særlig evne til at iscenesætte kvindelige karakterer.

Ingmar Bergmans internationale gennembrud kom 1956, da den raffinerede erotiske komedie Sommarnattens leende, der var henlagt til århundredskiftet, vandt specialprisen i Cannes. Dette gav ham mulighed for at realisere to film, der begge blev hovedværker i filmhistorien og skaffede Bergman verdensberømmelse: Det sjunde inseglet var en allegori over et Europa i atomfrygtens vold; en hjemvendt korsridder spiller skak med Døden i det pesthærgede Sverige. Smultronstället handler om en gammel mand, der genoplever et livsløbs fejltagelser. Han spilles af Victor Sjöström som en hilsen til svensk films første storhedstid. Filmen kan ses som en hyldest til humanismen, beslægtet med storværker som Fellinis La Strada og Kurosawas Ikiru.

I sine film anvendte Ingmar Bergman ofte den skuespillerstab, han også arbejdede med i sin parallelle teaterkarriere, først i provinsen: Helsingborg stadsteater (1944-46), Göteborg stadsteater (1946-49), Malmø (1952-58) og fra 1960 til sin død på Dramaten i Stockholm (1963-66 som chef), hvor han især vakte opsigt med sine opsætninger af Strindberg, Ibsen og Shakespeare.

Hans magiske personinstruktion bidrog til at gøre Max von Sydow, Harriet Andersson, Bibi Andersson og siden Liv Ullmann og Erland Josephson til verdensstjerner. Bergman iscenesatte i udlandet flere gange; han satte i 1973 Molières Misantropen op på Det Kongelige Teater med Ghita Nørby og Henning Moritzen.

I 1960'erne blev Ingmar Bergmans film mørkere og mere desperate i tonen. Trilogien Såsom i en spegel, Nattvardsgästerna og Tystnaden var forpinte udforskninger af mennesket i dets eksistentielle kval, hvor det forgæves anråber Gud i tomheden og kun finder ringe trøst i erotikken; de dristige erotiske scener i Tystnaden var dog med til at gøre filmen til en verdenssensation. Persona var den foreløbige kulmination, et dristigt modernistisk eksperiment.

© Det Svenske Filmmuseum

Ingmar Bergmans film Det syvende segl (1957) er et hovedværk i hans produktion. Filmen foregår i middelalderen under den sorte død, men tegner også et billede af 1950'ernes frygt for atomkrig og verdens undergang. Døden (Bengt Ekeroth) er kommet for at hente korsridderen (Max von Sydow), men ridderen udfordrer Døden til et spil skak for på den måde at udsætte det uundgåelige.

Bergman har også lavet dokumentarfilm, reklamefilm, tv-film og hørespil. Han var så dominerende i svensk film, at han i 1960'erne blev kritiseret af den nye filmgeneration, bl.a. af Bo Widerberg, der efterlyste en filmkunst om hverdagslivets sociale og politiske realiteter.

Vargtimmen om en kunstner, der forfølges af dæmoner, og Skammen om krigen som en gådefuld katastrofe kan ses som en slags svar. Både Viskningar och Rop og tv-serien Scener ur ett äktenskap var ubarmhjertige afsløringer af parlivets falskhed og fortvivlelse, som Bergman med fem ægteskaber og otte børn havde betydeligt indblik i. Begge vandt et stort publikum ligesom filmudgaven af Mozarts Tryllefløjten.

Forfølgelsen af kunstneren er et gennemgående tema i Ingmar Bergmans produktion. Det fik et konkret gennemslag i hans karriere, da han i 1976 blev arresteret under en teaterprøve, sigtet for skattesvig. Han blev siden renset, men forlod i bitterhed Sverige og knyttedes til Residenztheater i München.

Hans næste film var klaustrofobiske, både mor/datter-historien Höstsonaten, hvor Ingrid Bergman spiller hovedrollen som feteret pianist, og den tyske Aus dem Leben der Marionetten. Han kom tilbage til svensk film med manér, gav nationen et kunstnerisk testamente med det generøse storværk Fanny och Alexander, der både var biograffilm og tv-serie. Drengen Alexander oplever teatrets rige trylleri sat op mod religionens livsfjendske forsagelse med fantasien som den mirakuløse redning.

Ingmar Bergman lavede siden tv-film, radiospil, teateropsætninger, bl.a. en postmodernistisk Hamlet på Dramaten i 1986, og skrev beretningen om sine forældres kærlighedshistorie, Den gode vilje, filmet af Bille August i 1992. Erindringsbogen Laterna Magica (1987), hvor kunstneren skånselsløst holder dommedag over sig selv, blev en international succes.

Fra midten af 1990'erne koncentrerede Ingmar Bergman sig om tv-produktioner, bl.a. Sista skriket (1995), Larmar och gör sig till (1997, I skyggen af en klovn) samt Saraband (2003), som førte personerne fra Scener ur ett äktenskap (1973) sammen igen.

Desuden skrev han manuskript til Liv Ullmanns ægteskabsdrama Trolösa (2000, Troløs), samt lavede enkelte teateropsætninger på Dramaten, bl.a. af Per Olov Enquists Bildmakarna (1998, tv-version 2000), der handler om Selma Lagerlöfs møde med svensk stumfilms store personligheder, Schillers Maria Stuart (2000), Strindbergs Spøgelsessonaten (2000) samt Ibsens Gengangere (2002).