Fatih Akin

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Fatih Akin, f. 25.8.1973, tyrkisk-tysk filminstruktør. Som søn af tyrkiske indvandrere voksede Fatih Akin op i et multietnisk miljø i Hamburg-Altona. Han var en tid medlem af en drengebande, men havde allerede som 16-årig ambitioner som filminstruktør. 1994-2000 studerede han visuel kommunikation ved Hochschule für bildende Künste Hamburg.

Fatih Akin blev tidligt integreret i den eksperimenterende lokale teater- og filmscene. Allerede med sine første tre film 1998-2002 vakte han opmærksomhed. Fortrolig med både tyrkisk og europæisk/amerikansk kultur og film kunne han fremme hidtil oversete indvandrerskuespillere som den tyrkiskfødte Birol Ünel (f. 1961) og indlede et frugtbart samarbejde med den lovende Moritz Bleibtreu (f. 1971).

I 2004 påbegyndte han en trilogi, Liebe, Tod und Teufel, med filmen Gegen die Wand, med Birol Ünel og Sibel Kekilli, der blev en international succes. Filmen modtog Guldbjørnen ved Berlinaden 2004 og 5 Lola-priser (Deutscher Filmpreis). I 2007 udsendte han trilogiens anden del, Auf der anderen Seite.

Uden for trilogien befinder sig den Billy Wilder-inspirerede komedie Soul Kitchen (2009), som yderligere har etableret hans position som en af Tysklands mest originale yngre instruktører. Her medvirker både Birol Ünel, Moritz Bleibtreu og dennes mor, Monica Bleibtreu (1944-2009), i en af sine sidste roller.

Akin er en af de hyppigst prisbelønnede filminstruktører i både tysk og europæisk sammenhæng. I 2005 blev han valgt som medlem af juryen ved filmfestivalen i Cannes.

Alle Fatih Akins væsentlige film har hidtil været tyskproducerede, men på grund af hans temaer har man i Tyrkiet været tilbøjelig til at betragte ham som en af sine egne. Han har både tysk og tyrkisk statsborgerskab. Han bruger normalt ikke sin muslimske baggrund i den aktuelle debat, men protesterede dog, da man i Schweiz vedtog et forbud mod opførelsen af minareter.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
MHansen
07/01/2013
Redaktionen
29/10/2012
MHansen
29/10/2012
Ekspert
UrsFu
Oprindelig forfatter
keuner
17/07/2010

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki