Faktaboks

Annelise Reenberg
Født
16. september 1919
Død
12. december 1994
Scene fra "Han, hun, Dirch og Dario"
Gitte Hænning og Dirch Passer i Reenbergs film Han, hun, Dirch og Dario fra 1962.
Scene fra "Han, hun, Dirch og Dario"
Af /Ritzau Scanpix.

Annelise Reenberg var en dansk filmfotograf, filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun var datter af skuespillerparret Holger og Magda Reenberg (født Borving) samt halvsøster til skuespillerne Jørgen Reenberg og Elga Olga Svendsen.

Den første kvindelige filmfotograf

Som uddannet teknisk fotograf fra skibsværftet B&W blev Annelise Reenberg i 1942 assistent for filmfotografen Aage Wiltrup på John Olsens nyoprettede produktionsselskab Saga Studio. Hun debuterede som selvstændig filmfotograf – den første kvindelige af slagsen i Danmark – med En ny dag gryer (1945).

Efter studier i Sverige kom hun til Nordisk Film, hvor hun bl.a. gjorde sig bemærket med sin fotografering af Astrid og Bjarne Henning-Jensens stemningsfyldte film noir Kristinus Bergman (1948) og førstnævntes klassiske børnefilm Palle alene i verden (1949).

Reenbergs gennembrud som instruktør

Tilbage på Saga Studio blev Annelise Reenberg medinstruktør af Historien om Hjortholm (1950) og Fra den gamle købmandsgård (1951), som hun samtidig fotograferede. Efterhånden overlod hun helt kameraet til andre for at fokusere på instruktion.

Første gang hun sad alene i instruktørstolen var på Den gamle mølle på Mols (1953). Hun var også gerne involveret i manuskripterne, bl.a. til Bruden fra Dragstrup (1955).

Hyggefilm, kvindeskæbner og social satire

Adskillige af Annelise Reenbergs værker kan fremhæves som indbegrebet af dansk hyggefilm, ofte med et blik for kvindeskæbner og social satire. De er præget af solide skuespillerpræstationer og teknisk håndelag – måske kulminerende i den romantiske komedie Baronessen fra benzintanken (1960) med Ghita Nørby som den modvillige baronesse i kedeldragt.

Annelise Reenbergs alsidige produktion omfatter også melodramaer som Hendes store aften (1954) og musicalen Han, hun, Dirch og Dario (1962). Dertil kommer den usædvanlige besættelseskomedie Venus fra Vestø (1962) om en britisk ledet modstandsaktion for at forhindre en drægtig Jerseyko i at falde i tyskernes hænder samt operettefilmatiseringen Frøken Nitouche (1963).

Reenberg og Min søsters børn

Sent i karrieren stod Annelise Reenberg bag den populære familieserie Min søsters børn (1966-1971). Det har ført til sammenligninger med kollegaen Alice O'Fredericks, der stod i spidsen for ASAs tidligere Far til fire-serie (1953-1961). Reenberg var mere sart og fintfølende af gemyt og knapt så driftssikker for Saga Studio som Alice O’Fredericks var det for ASA. Hun holdt på, at det tog tid at skrive gode manuskripter og ville ikke gå på kompromis og lave sjuskearbejde.

Efter nogle store ændringer i ejerkredsen og produktionskulturen på Saga Studio trak Annelise Reenberg sig i 1972 tilbage fra filmarbejdet.

Privat dannede hun fra 1940'erne par med produktionsleder, lydtekniker og instruktør Poul Bang, som hun blev gift med kort før hans død i 1967.

Film instrueret af Annelise Reenberg

År Titel
1950 Historien om Hjortholm (med Asbjørn Andersen)
1951 Fireogtyve timer (med Asbjørn Andersen)
1951 Fra den gamle købmandsgård (med Svend Methling)
1953 Den gamle mølle på Mols
1954 Hendes store aften
1955 Bruden fra Dragstrup
1956 Kristiane af Marstal
1957 Tre piger fra Jylland
1958 Styrmand Karlsen
1960 Baronessen fra benzintanken
1961 Peters baby
1962 Venus fra Vestø
1962 Han, hun, Dirch og Dario
1963 Frøken Nitouche
1964 Alt for kvinden
1965 En ven i bolignøden
1965 Een pige og 39 sømænd
1966 Min søsters børn
1967 Min søsters børn på bryllupsrejse
1968 Min søsters børn vælter byen
1969 Ta' lidt solskin
1970 Hurra for de blå husarer
1971 Min søsters børn når de er værst

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig