Asta Nielsen

© Gyldendal

Asta Nielsen. Avis-annonce for biografen Kosmorama, der spillede Afgrunden med Asta Nielsen og Poul Reumert, iscenesat af Urban Gad. Berlingske Tidende, 1910.

Asta Nielsen, Asta Sophie Amalie Nielsen, 1881-1972, dansk stumfilmskuespiller og en af stumfilmens allerstørste stjerner.

Asta Nielsen gik teatervejen og spillede 1902-11 på københavnske teatre og turnerede i Skandinavien. Men det var først med filmdebuten i Urban Gads Afgrunden i 1910, at hun gjorde sit navn internationalt berømt. Med historien om den pæne pige, der forelsker sig i en utro cirkusartist og til sidst dræber ham, grundlagde hun det erotiske melodrama, og hendes spillestil viste et for filmen egnet kropssprog, der var mindre teatralsk end før set.

Asta Nielsen lavede kun yderligere tre film i Danmark, Den sorte Drøm og Balletdanserinden i 1911 og Mod Lyset i 1919. Allerede i 1911 blev hun hentet til Tyskland sammen med Urban Gad, som hun var gift med 1912-15. I Tyskland indspillede hun, bl.a. for sit eget produktionsselskab, mere end 70 film frem til den sidste, tonefilmen Unmögliche Liebe (1932, Umulig Kærlighed).

© Gyldendal

Asta Nielsen.

Asta Nielsen er især kendt som melodramaets tragedienne, men hun indspillede også lystspil, og komedien Engelein (1913, Den lille Engel), hvori den da 32-årige skuespiller spillede en 17-årig, der må give sig ud for en 12-årig, var en af hendes største publikumssucceser.

Med lige stor selvfølgelighed spillede hun backfischen, den aldrende kvinde, luderen og proletaren, kvinde og mand, spanierinde og eskimo; en af hendes mest kontroversielle roller var Hamlet (1921) i en fortolkning af William Shakespeares drama, hvor Hamlet er en pige, som af sin mor tvinges til hele sit liv at give sig ud for en dreng.

Men især er Asta Nielsen blevet berømt i film om den store ulykkelige kærlighed, hvori hendes kvindefigurer lider og dør eller dræber af mangel på gengældt kærlighed, fx i Die arme Jenny (1912, Proletarpigen), Dora Brandes (1916), Der Reigen (1920), Die freudlose Gasse (1925, Bag Glædernes Maske) og Dirnentragödie (1927).

Ved nationalsocialismens fremmarch vendte Asta Nielsen tilbage til Danmark, til "årene i lediggang", som hun siger i portrætfilmen Asta Nielsen (1968), instrueret af hende selv.

Hun havde da tre ægteskaber bag sig og var tvunget til at lade sin formue blive i Tyskland. Asta Nielsen søgte 13 gange forgæves en biografbevilling i Danmark. Hun optrådte en enkelt gang på Folketeatret og udgav i 1945/46 sin meget roste selvbiografi, Den tiende Muse. Endvidere arbejdede hun med og udstillede stofcollager.

Asta Nielsens ry har været holdt i live gennem talrige publikationer på dansk og tysk. Den mest skånselsløse afdækning af divaens privatliv kom med Torben Skjødt Jensens (f. 1958) dokumentarfilm Den talende muse - Samtaler med Asta Nielsen (2003), der inddrog hidtil ukendt materiale.