Jørgen Leth

Jørgen Leths gennembrud kom med de lange dokumentarfilm om nogle af cykelsportens klassiske landevejsløb, Stjernerne og vandbærerne (1973) og En forårsdag i helvede (1976), som fastholder løbenes drama med æstetisk fascination og mytedannende fortælling.

Siden har han med underholdende indsigt kommenteret det store klassiske etapeløb Tour de France i tv og aviser samt i reportagebogen Den gule trøje i de høje bjerge (1995), hvilket har gjort ham til folkeeje.

Jørgen Leths film udmærker sig ved en virkningsfuld fordybelse i den suveræne præstation og emner af sanselig og eksotisk karakter. Af de mere end 50 titler kan fremhæves Peter Martins – en danser (1978), Det legende menneske (1986), Notater om kærligheden (1989), Michael Laudrup – en fodboldspiller (1993) og Haiti. Uden titel (1996). I Jeg er levende (1999) portrætteres forfatteren Søren Ulrik Thomsen og i Jeg taler til jer – John Kørners verden (2013) billedkunstneren John Kørner.

Jørgen Leth opnåede i moden alder international opmærksomhed med De fem benspænd (2003), hvor instruktørkollegaen Lars von Trier drilsk udfordrer ham til at lave en række genindspilninger af Det perfekte menneske. Spillefilmen Det erotiske menneske (2010) er kulminationen på et mangeårigt ønske om at gennemlyse og komme bag om erotikkens væsen.

I 2000 udgav Jørgen Leth digtsamlingen Billedet forestiller, og i 2002 kom Samlede digte, der rummer hele hans lyriske produktion. Hans omdiskuterede, åbenhjertige selvbiografi Det uperfekte menneske, hvori han skriver: "Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret," førte i 2005 bl.a. til, at han måtte træde tilbage som tv-kommentator og honorær konsul i Haiti, hvor han boede. I 2009 blev han taget til nåde og var tilbage som Tour de France-kommentator på TV 2.

Under jordskælvet i Haiti den 12. januar 2010 blev Jørgen Leths hus lagt i ruiner. Selv blev han reddet uskadt ud, men mistede alt på nær sin computer. I digtsamlingen Hvad er det nu det hedder (2011) skildres efterdønningerne og vejen tilbage til tilværelsen og sproget. Også i filmtestamentet I Walk (2020) konfronterer han katastrofen, men frem for alt livet og alderdommen.

Andet bind af Jørgen Leths selvbiografi, Guldet på havets bund, udkom i 2007, og i 2012 udgav han på sin 75-års-fødselsdag det tredje bind, Et hus er mere end en ting. I 2015 udkom Mine helte, som hylder en række for ham centrale kulturpersonligheder, blandt andre maleren og vennen Per Kirkeby og Andy Warhol, som medvirker i et af hans filmhovedværker, 66 scener i Amerika (1982).

Ud over at have medvirket i talrige radio- og tv-udsendelser som sig selv og som fortæller har Jørgen Leth lagt stemme til musikudgivelser som Han er nu malet blå (2004), hvor han med sin karakteristiske diktion oplæser egne digte til musik af Abdullah S (f. 1968) og Jonas Engberg. På spoken word-albummene Vi sidder bare her... (2008) og ikke euforisk (2010) fabulerer og improviserer han til musik af Mikael Simpson og Frithjof Toksvig (f. 1962). Musik er ligeledes omdrejningspunktet i dokumentarfilmen Music for Black Pigeons (2022), som han har instrueret sammen med Andreas Koefoed (f. 1971).