Greta Garbo

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Greta Garbo (tv.) i et tænksomt øjeblik sammen med Marie Dressler i en scene fra den svenske divas første talefilm, Anna Christie (1930).

Greta Garbo, Greta Lovisa Gustafsson, 1905-1990, svenskfødt amerikansk filmskuespiller. Ingen skuespiller har defineret stjernebegrebet mere glamourøst end Greta Garbo. Hun blev en legende i sin egen tid, og hendes myte har været uantastet, siden hun trak sig tilbage i 1941.

Med sit smukke, karakterstærke ansigts melankolske udtryk og et væsen af kontrolleret passion og ophøjet utilnærmelighed var hun skabt til rollen som tragedienne i romantiske skæbnehistorier. Og da hun privat var sky, aldrig lod sig fotografere uden for studiet og aldrig gav interview, smeltede person og stjerne sammen i en stadigt pirrende symbiose. 

Greta Garbo havde to års teateruddannelse i Stockholm bag sig, da hun blev opdaget af instruktøren Mauritz Stiller. Han gav hende navnet Garbo i 1923 og en bærende rolle i Gösta Berlings Saga (1924) og protegerede hendes videre karriere; først i Tyskland i Die freudlose Gasse (1925, Bag Glædernes Maske). Da han samme år tog til Hollywood, fulgte Greta Garbo med og blev kontraktansat hos filmselskabet MGM og lanceret som "den svenske sfinks".

Gennembruddet kom over for John Gilbert i Love (1927, Eros), og hun fik også succes med sin første talefilm, Anna Christie (1930). Greta Garbo fortsatte de følgende år med en række stolt lidende, sensuelle kvindeskikkelser i litterære og historiske udstyrsstykker som Grand Hotel (1932), Queen Christina (1933, Dronning Christina), The Painted Veil (1934, Det brogede Slør), Anna Karenina (1935) og Camille (1937, Kameliadamen).

Derefter overraskede Garbo en hel verden med sin humoristiske præstation i Ernst Lubitschs Ninotchka (1939), men da hun ikke fik succes med endnu et lystspilforsøg i Two-Faced Woman (1941, Tvillingerne), valgte hun den pause, der trods mange forsøg på at overtale hende til comeback skulle blive et langt otium. 

I 1951 blev Garbo amerikansk statsborger og i midten af 1950-t flyttede hun til New York, hvor hun indtil sin død som 84-årig boede i en 7-værelses lejlighed. Hun gav herefter hverken interviews, autografer eller besvarede fan-breve.

Greta Garbo ligger begravet i Skogskyrkogården i Stockholm.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Greta Garbo (tv.) i et tænksomt øjeblik sammen med Marie Dressler i en scene fra den svenske divas første talefilm, Anna Christie (1930).

Viser 2 af 2 billeder

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
18/09/2011
Rasmus Löb
20/09/2009
Ove Hermansen
18/09/2009
Oprindelig forfatter
MiBl
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki