Faktaboks

Pedro Almodóvar
Født
1951

Pedro Almodóvar. Foto fra 2004.

.

Pedro Almodóvar, f. 1951, spansk filminstruktør, der i 1980'erne blev kendt for sine postmoderne, "camp" melodramaer, ofte i homo-, bi- eller transseksuelle miljøer. Almodóvar var i 1970'erne aktiv i Madrids subkulturelle bevægelse La movida og tilhører en generation, der er mere optaget af spontan livsudfoldelse end af politik.

Det store internationale gennembrud fik han med sin femte film, Matador (1986, Kærlighedens matadorer), og succesen blev fulgt op med Mujeres al borde de un ataque de nervios (1988, Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud), Atame! (1990, Bind mig, elsk mig) og Tacones lejanos (1992, Høje hæle).

Almodóvar vandt Oscars for Todo sobre mi madre (1999, Alt om min mor), en bevægende skildring af en midaldrende kvinde, der i sorg over sin søns død stifter nye, særlige venskaber, og for sin næste film, Hable con ella (2002, Tal til hende), om to mænd, der begge plejer kvinder i koma. Han vendte tilbage til en lettere tone med Volver (2006).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig