Faktaboks

Carl Bauder
Født
29. marts 1882, Sæby
Død
13. maj 1944, Søllerød

Carl Bauder, 1882-1944, dansk filmproducent i den vanskelige overgangsperiode mellem stumfilm og talefilm. Carl Bauder begyndte som vekselerer, blev i 1920'erne interesseret i film og opkøbte 1926 aktiemajoriteten i Nordisk Films Kompagni. Hermed var han reelt leder af selskabet, en position, han bevarede til sin død.

I 1926 var Nordisk Films Kompagni for nedadgående og måtte likvidere i 1929. Men endnu samme år købte Bauder patentet på Petersen og Poulsens tonefilmsystem. Med dette patent rekonstruerede han filmselskabet allerede i 1929.

I maj 1931 udsendte Nordisk Films Kompagni Danmarks første spillefilm med lyd: Præsten i Vejlby. Med denne film og en række andre film de følgende år lykkedes det Carl Bauder at genskabe Nordisk Films Kompagni som det førende danske filmselskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig