Henri-Georges Clouzot, 1907-1977, fransk filminstruktør. Han debuterede 1942 og brød året efter igennem med Le Corbeau (Ravnen), der spiddede fransk provinsialisme i en historie om en serie anonyme breve. Efter filmens premiere blev Clouzot anklaget for antifransk propaganda, og først i 1947 stod han igen bag kameraet. Her fortsatte han med en række thrillere, bl.a. Le Salaire de la peur (1953, Frygtens pris) og Les diaboliques (1954, Rædslernes hus). Han har desuden foreviget Picasso i arbejde i kunstnerportrættet Le Mystère Picasso (1956).