Faktaboks

René Clair

René-Lucien Chomette

Født
11. november 1898, Paris, Frankrig
Død
1981, Neuilly-sur-Seine, Frankrig
René Clair
René Clair fotograferet i 1930.
Af /Musée Sacem.

René Clair var en fransk filminstruktør. Han huskes især for sine stilistisk opfindsomme komedier og satirer. I sin pure ungdom beskæftigede han sig med journalistik og skuespil, inden han i årene efter 1920 lærte filmhåndværket at kende, bl.a. som skuespiller. I 1924 debuterede Clair som instruktør med science fiction-fantasien Paris qui dort, og samme år fulgte det dadaistiske mesterværk Entr'acte, der med musik af Erik Satie var lavet som pausestykke til Francis Picabias ballet Relâche.

Fra stumfilm til tonefilm

Blandt Clairs andre stumfilm kan nævnes Un Chapeau de paille d'Italie (1927, Den italienske stråhat). Clair var oprindelig modstander af tonefilmen, men demonstrerede med studieproduktionerne Sous les toits de Paris (1930, Under Paris' Tage), Le Million (1931, Millionen) og À nous la liberté (1931, Leve Friheden), at han beherskede lydteknikkens æstetiske muligheder. Filmene havde en komisk og musikalsk timing og var af stor koreografisk skønhed.

René Clair under og efter krigen

Efter et kort ophold i England flyttede Clair under krigen til Hollywood, hvor han opnåede en vis succes med komedier som I Married a Witch (1942, Min Kone er en Heks) og It Happened Tomorrow (1944, Det skete i Morgen).

Clair vendte efter krigen tilbage til Frankrig, hvor han forsøgte sig med mere seriøse emner — fx den nostalgiske hyldest til stumfilmen Le Silence est d'or (1947, Tavshed er Guld) og Faust-adaptionen La Beauté du Diable (1950, Djævlens skønhed).

René Clair, som i 1960 blev optaget i Académie française, har i bøgerne Réflexion faite (1951) og Cinéma d'hier, cinéma d'aujourd'hui (1970) udtrykt sine tanker om filmkunsten.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig