Faktaboks

Ernst Lubitsch
Født
1892
Død
1947

Ernst Lubitsch, 1892-1947, tysk-amerikansk filminstruktør, den erotiske komedies store mester i amerikansk film. Ernst Lubitsch begyndte i 1910 som teaterskuespiller hos Max Reinhardt i Berlin og medvirkede fra 1913 i film.

I 1915 debuterede Ernst Lubitsch som filminstruktør med korte farcer og beskæftigede sig snart kun med film. Foruden komedier som Meyer aus Berlin (1919), hvor han selv spillede den komiske jødiske hovedperson, og Die Puppe (1919), dyrkede han med held den historiske storfilm, bl.a. Madame Dubarry (1919) med Pola Negri og Emil Jannings og Anna Boleyn (1920) med Henny Porten (1888-1960) og Emil Jannings. Disse succeser vakte interesse i Hollywood, og i 1922 forlod Lubitsch Tyskland og arbejdede resten af sit liv i USA.

Med elegante komedier som The Marriage Circle (1924, Når Mænd fristes) og So This Is Paris (1926, Pariserliv) fandt Lubitsch sit berømte "touch", der blev videreudviklet i tidlige lydfilm som Monte Carlo (1930), Trouble in Paradise (1932, Madame forelsker sig) og Design for Living (1933, At elske). Lubitsch brillerer i disse film med en stil, der gennem virtuos timing, sofistikeret dialog og en raffineret sans for antydningens kunst lader de pikante pointer opstå i tilskuerens bevidsthed.

I de følgende år skabte Ernst Lubitsch en række mesterværker: operettefilmen The Merry Widow (1934, Den glade Enke) med Maurice Chevalier og Jeanette MacDonald, Angel (1937, Engel) med Marlene Dietrich, Ninotchka (1939) med Greta Garbo samt den mageløse satire To Be or Not to Be (1942, At være eller ikke være), hvis udnyttelse af nazisternes overgreb på Polen som baggrund for den opfindsomme erotiske intrige kunne føles lidt upassende, hvis ikke det samtidig var så ustyrlig morsomt.

Fra 1935 var han produktionschef hos Paramount og producerede herefter alle sine film selv.

Blandt Ernst Lubitschs sidste film var farvefilmen Heaven Can Wait (1943, Himlen må vente); han døde under produktionen af That Lady in Ermine (1948, Damen i hermelin), der blev fuldført af Otto Preminger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig