Faktaboks

Fatih Akin
Født
25. august 1973
Fatih Akin i 2019.
Fatih Akin på Manaki Brothers Film Festival den 17. september 2019.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Fatih Akin er en tyrkisk-tysk filminstruktør fra Hamburg. Hans spillefilmdebut Kurz und schmerzlos fra 1998 modtog stor anerkendelse i Tyskland, og filmens multietniske perspektiv har kendetegnet store dele af Fatih Akins værker. Et andet gennemgående træk er Fatih Akins stærke genrebevidsthed. Han styrer med sikker hånd det hårdtslående socialrealistiske drama over multikulturelle komedier til dokumentarfilm om aktuelle emner.

Hans internationale gennembrud kom i 2004 med det prisbelønnede drama Gegen die Wand, og derefter gik det stærkt med bl.a. Auf der anderen Seite (2007), The Cut (2014) og Aus dem Nichts (2017). Flere af hans spillefilm har haft premiere og fået priser på de store filmfestivaler i Cannes, Venedig og Berlin. Ud over spillefilm har Fatih Akin også lavet kortfilm og dokumentarfilm, bl.a. Crossing the Bridge: The Sound of Istanbul (2005). Han er ud over at være en produktiv filminstruktør også manuskriptforfatter, producent og skuespiller.

Fatih Akins baggrund og tidlige karriere

Tyrkisk-tyske Fatih Akin er vokset op i et multietnisk miljø i Hamburg-Altona. Allerede som 16-årig havde Fatih Akin ambitioner om at blive filminstruktør, og i 1993 begyndte han at gå til hånde hos filmproduktionsselskabet Wüste Film i Hamborg, som også kom til at producere flere af hans første film. Fra 1994-2000 studerede han visuel kommunikation ved Hochschule für Bildende Künste i Hamborg.

Samarbejdet med Wüste Film fortsatte under studiet og resulterede i første omgang i de to kortfilm Sensin (1995) og Getürkt (1996), hvor Fatih Akin både medvirker foran kameraet som skuespiller og bag kameraet som instruktør og manuskriptforfatter. Derefter fulgte det store nationale gennembrud med spillefilmen Kurz und schmerzlos om tre småkriminelle venners vej gennem Hamborgs underverden. Filmens rå æstetik og dystre socialrealisme er et tilbagevendende kendetegn ved Fatih Akins film, men han mestrer også andre genrer.

Således skrev og instruerede han i 2000 den romantiske og muntre roadmovie Im Juli med Moritz Bleibtreu som den småborgerlige Daniel, der oplever sit livs eventyr i en turbulent biltur fra Hamborg til Tyrkiet. Komedien markerer det første frugtbare samarbejde med skuespilleren Moritz Bleibtreu (f. 1971), der også får en hovedrolle i Fatih Akins efterfølgende spillefilm Solino fra 2002. En hjertevarm generationsfortælling om en italiensk familie, der i 1964 udvandrer fra Sicilien til Duisburg i Tyskland og åbner det første pizzeria i byen.

Det internationale gennembrud

I 2004 lykkedes det store internationale gennembrud med dramaet Gegen die Wand, første del af Fatih Akins trilogi, Liebe, Tod und Teufel. Det var samtidigt også et gennembrud for skuespillerne Sibel Kekilli og Birol Ünel (1961-2020). I filmen indgår de et proformaægteskab for at undgå et tvangsægteskab arrangeret af Sibel Kekillis karakters konservative tyrkisk-tyske familie. Gegen die Wand vandt en lang række tyske og internationale priser, herunder Guldbjørnen ved Berlinalen i 2004.

Samme år grundlagde Fatih Akin m.fl. filmproduktionsselskabet Corazón International, der derefter har været med til at producere hans film. I 2007 udkom trilogiens anden del, Auf der anderen Seite, en ensemblefilm, der udspiller sig i Tyskland og Tyrkiet. Filmens grundstruktur, forholdet mellem forskellige generationer, skaber et mønster af sammenvævede fortællinger på tværs af landegrænser og kulturer. Fatih Akins leg med forskellige perspektiver blev belønnet med prisen for bedste manuskript på Cannes Filmfestival og en Oscar-nominering samt flere tyske filmpriser.

Tredje og sidste del af Fatih Akins trilogi, The Cut, havde premiere på Venedigs Filmfestival i 2014. The Cut har Tahir Rahim (f. 1981) i hovedrollen som smeden Nazaret, der i 1915 med nød og næppe undgår at blive dræbt, da tyrkiske soldater myrder hans armenske landsmænd. Fatih Akin brød med et tabu, da han valgte at sætte fokus på dette mørke kapitel i den fælles armensk-tyrkiske historie, og han modtog på den baggrund dødstrusler allerede inden premieren. Filmen fik en blandet modtagelse fra anmelderne.

Mellem de tre film i trilogien lavede Fatih Akin bl.a. dokumentarfilmen Crossing the Bridge: The Sound of Istanbul (2005). Fatih Akin og musikeren Alexander Hacke fra Einstürzende Neubauten opsøger den tyrkiske metropols musikalske rødder og finder et blomstrende musikmiljø, der forener musik fra østen og vesten. Filmen blev et publikumshit på flere filmfestivaler.

I 2009 slog Fatih Akin endnu engang fast, at han mestrer komediegenren, da den moderne hjemstavnsfortælling Soul Kitchen fejrede sin premiere på Venedig Filmfestival og blev belønnet med juryens specialpris. Soul Kitchen er en humoristisk og kærlig fortælling fra Fatih Akins hjemby Hamborg befolket med karakterer som den småkriminelle Illias Kazantsakis (Moritz Bleibtreu) og hans bror Zinos Kazantsakis (Adam Bousdoukos), samt den skrupelløse ejendomsspekulant Thomas Neumann (Wotan Wilke Möhring).

I 2012 vendte Fatih Akin tilbage til sine tyrkiske rødder med dokumentarfilmen Müll im Garten Eden. Den dokumenterer den miljøkatastrofe, som et affaldsanlæg medfører for en lille bjerglandsby i det nordøstlige Tyrkiet, hvor Fatih Akins bedsteforældre stammer fra.

Senere filmproduktion

Efter trilogien overraskede Fatih Akin i 2016 med en filmatisering af forfatteren Wolfgang Herrndorfs (1965-2013) ungdomsroman og coming-of-age bestseller Tschick, der udkom i 2010. Filmen er en charmerende roadmovie i højt tempo med de 14-årige drenge Maik og Tschick på førersædet i en stjålen Lada gennem Tyskland. Den vellykkede filmatisering tog både anmeldere og publikum med storm og høstede flere tyske og europæiske priser.

Året efter, i 2017, indtog Fatih Akin Cannes Filmfestival med det kompromisløse drama Aus dem Nichts. Filmen er inspireret af de højreekstremistiske terrorangreb, som NSU (Nationalsozialistischer Untergrund) begik i 2000-2007 i Tyskland, og som dræbte ti mennesker, hvoraf otte havde tyrkisk baggrund. Diane Kruger (f. 1976) spiller Katja, hvis verden bryder sammen, da hendes mand og lille søn omkommer ved et terrorangreb i Hamborg. Filmen modtog en række internationale og tyske priser, herunder en Golden Globe, og Diane Kruger, der for første gang udelukkende spillede på sit tyske modersmål, blev hædret som bedste skuespillerinde på Cannes Filmfestivalen.

To år senere, i 2019, var Fatih Akin igen aktuel med en romanfilmatisering. Denne gang var det den ultravoldelige historie om virkelighedens seriemorder Fritz Honka efter en roman af Heinz Strunk (f. 1962). Titlen, Der Goldene Handschuh, refererer til Fritz Honkas stamværtshus, et samlingssted for alkoholikere, prostituerede og ensomme eksistenser i bydelen Sankt Pauli i Hamborg. Den berygtede seriemorder huserede her i 1970'erne. Fritz Honka bliver spillet af Jonas Dassler (f. 1996), der fik stor ros for sin præstation, mens filmen, der leger med horrorgenren, fik en blandet modtagelse efter sin premiere på Berlinalen.

I 2022 fik det kulørte gangsterdrama Rheingold premiere i Fatih Akins hjemby på filmfestivalen Hamburg Filmfest. Nogle anmeldere kaldte filmen en ukritisk hyldest til vennen Giwar Hajabi alias rapperen Xatar. Forlægget for filmen er Xatars bestseller af en selvbiografi: Alles oder nix: Bei uns sagt man, die Welt gehört dir (2015). Giwar Hajabi er født i Syrien i 1981, hvorfra han flygtede med sine kurdiske forældre til Tyskland. Han vokser op i et socialt boligbyggeri i Bonn og drømmer om hurtige penge, men et stort anlagt guldkup ender galt, og Giwar fængsles. I fængslet indspiller han i smug sit første album. Filmens titel, Rheingold, refererer til Richard Wagners opera, Rhinguldet. I filmen antydes det, at guldet fra kuppet ligger i Rhinen, men den dag i dag ved man ikke, hvor det befinder sig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig