Faktaboks

G.W. Pabst
Født
1885
Død
1967

G.W. Pabst, Georg Wilhelm Pabst, 1885-1967, østrigsk filminstruktør. Pabst lavede størstedelen af sine film i Tyskland og blev her en af de betydeligste filmskabere i 1920'erne.

Gennembrudsfilmen, Die freudlose Gasse (1925, Bag Glædernes Maske) med Greta Garbo og Asta Nielsen, er en milepæl i videreudviklingen af den ekspressionistiske filmkunst hen imod en mere realistisk fortælleform; se Neue Sachlichkeit (film).

Hans efterfølgende film, Geheimnisse einer Seele (1926, Drømmen), bygger på en af Freuds sygehistorier og indeholder drømmesekvenser af surrealistisk tilsnit. Die Büchse der Pandora (1928), et af den sene stumfilms hovedværker, bygger på Frank Wedekinds to dramaer om Lulu og har Louise Brooks i hovedrollen; hun fremstår naturalistisk og moderne, mens verden omkring hende er mørk og ekspressionistisk.

Pabst udnyttede tidligt lydfilmens muligheder med de pacifistiske film Westfront 1918 (1930, Vestfronten 1918) og Kameradschaft (1931, Kammerater) og gendigtningen af Brechts og Weills Die Dreigroschenoper (1931, Laser og pjalter, fr. vers. L'opéra de quat' sous/Tyven).

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 tog Pabst via Frankrig til USA, men fik ikke succes i Hollywood og vendte i 1938 tilbage til Nazityskland, hvilket ikke gavnede hans eftermæle. Efter 2. Verdenskrig lavede han bl.a. Es geschah am 20. Juli (1955, Attentatet) om attentatforsøget på Hitler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig