Faktaboks

Francis Ford Coppola
Født
7. april 1939

Francis Ford Coppola. Foto fra 2010.

.

Francis Ford Coppola er en amerikansk filminstruktør og producent; far til Sofia Coppola. Francis Ford Coppola arbejdede efter sin uddannelse ved UCLA's filmskole for filminstruktøren Roger Corman på et par film, inden han instruerede ungdomsfilmen You're a Big Boy Now (1967, Big Boy).

I 1969 etablerede Francis Ford Coppola sit eget filmstudie Zoetrope, inspireret af Mogens Skot-Hansens Laterna Film, som han havde besøgt tidligere i 1960'erne. Samme år var der premiere på den psykologiske road movie The Rain People (Flygtig som regnen).

Filmstudiet var ikke umiddelbart en succes, men i 1972 fik Coppola et stort gennembrud med The Godfather, der siden blev fulgt af The Godfather Part II (1974) og The Godfather Part III (1990). Trilogien, hvis første to dele især står som hovedværker i amerikansk film, tegner med en mafiafamilie som omdrejningspunkt et grumt billede af USA's historie siden 2. Verdenskrig.

Efter The Conversation (1974, Aflytningen), inspireret af Watergatesagen, kom Apocalypse Now (1979, Dommedag nu), en mareridtsagtig fantasivision af Vietnamkrigen, frit efter Joseph Conrads fortælling Heart of Darkness (1902, dansk Mørkets hjerte, 1956). Filmen skabte både en personlig og økonomisk krise for Coppola, men fremstår som et dristigt eksperimenterende værk i filmkunsten.

Francis Ford Coppolas karriere er præget af en i amerikansk film usædvanlig trang til stadig at gå nye og risikable veje i stedet for at følge de sikre succeser. Han har da også haft en række økonomiske nedture, bl.a. med stilistisk raffinerede film som One from the Heart (1982, Elskede, jeg hader dig!) og The Cotton Club (1984).

Med den eksperimentelle ungdomsfilm Rumble Fish (1983, Motorcykeldrengen) skabte han et hovedværk i den postmodernistiske film.

Blandt hans senere film er den nostalgiske komedie Peggy Sue Got Married (1985, Peggy Sue blev gift) og den overdådige vampyrfilm Bram Stoker's Dracula (1992, Dracula).

Francis Ford Coppolas efterfølgende film, bl.a. The Rainmaker (1997) efter John Grishams roman, var i mindre grad præget af en personlig vision og havde karakter af bestillingsarbejde.

Siden begyndelsen af 1990’erne arbejdede Francis Ford Coppola primært som producent, men efter årtusindskiftet har han instrueret kærlighedshistorien Youth Without Youth (2007), på et forlæg af Mircea Eliade, og de to dramaer Tetro (2009) og Twixt (2011) om søgende mænd, der uforvarende og på uventet vis konfronteres med elementer fra deres fortid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig