Philip Kaufman, f. 1936, amerikansk filminstruktør. Kaufman var med til at udvikle Steven Spielbergs Raiders of the Lost Ark (1981, Jagten på den forsvundne skat). Han er mest kendt for The Right Stuff (1983, Mænd af den rette støbning), om 1950'ernes amerikanske rumforskning og træning af astronauter, samt for Milan Kundera-filmatiseringen The Unbearable Lightness of Being (1988, Tilværelsens ulidelige lethed). Siden har han bredt sig over flere genrer, bl.a. thrilleren Rising Sun (1993, Solen stiger) og Marquis de Sade-historien Quills (2000).