Faktaboks

Quentin Tarantino
Født
27. marts 1963

Quentin Tarantino. Foto fra 2007.

.

Quentin Tarantino, f. 27.3.1963, amerikansk filminstruktør. Quentin Tarantino har virket som skuespiller og manuskriptforfatter, bl.a. til True Romance (1993), Natural Born Killers (1994) og From Dusk Till Dawn (1996).

Quentin Tarantinos instruktørdebut var den rå gangsterfilm Reservoir Dogs (1992, Håndlangerne), og det helt store gennembrud kom med Pulp Fiction (1994), der virtuost sammenkæder tre uafhængige handlingsforløb, ligeledes fra det kriminelle overdrev; den fik en Oscar for bedste manuskript og vandt Den Gyldne Palme i Cannes. Tarantinos stil, som forbinder drastisk action med skæv psykologi og sort humor, fik stor indflydelse på 1990'ernes filmkunst.

I 1997 kom den beske svindlerkrimi Jackie Brown, og efter en pause fulgte den todelte actionfilm Kill Bill Vol. 1 (2003) og Kill Bill Vol. 2 (2004), en raffineret fortalt hævnhistorie, der blander træk fra en lang række amerikanske og asiatiske genrer.

Sammen med vennen Robert Rodriguez lavede Quentin Tarantino dobbeltfilmen Grindhouse (2007), en hyldest til den amerikanske b- og trash-film, hvortil hver instruktør bidragede med en selvstændig spillefilm: Death Proof af Tarantino og Planet Terror af Rodriguez. Efter skuffende indtjening udsendtes de to film dog hver for sig uden for USA.

Herefter er fulgt den sorthumoriske 2. Verdenskrigsfilm Inglourious Basterds (2009), som forholder sig legesygt selektivt til de fleste krigsfilmskonventioner, inklusive historiens gang.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig