Krzysztof Zanussi, f. 1939, polsk filminstruktør. Efter uddannelse ved filmskolen i Łódź 1960-66 indgik Zanussi sammen med bl.a. Krzysztof Kieślowski i en ny generation af modernistisk prægede instruktører. Han har lavet en række intellektuelt prægnante film, bl.a. Illumination (1973), Camouflage (1977) og Hjertets renhed (1980), samt flere internationale produktioner, bl.a. den polsk-danske The Touch (1992).