Claire Denis

Claire Denis, f. 1946 eller 1948, fransk filminstruktør. Claire Denis blev født i Paris, men voksede op i Vestafrika, hvor hendes far var embedsmand under det franske kolonistyre. Hun blev uddannet som filminstruktør på IDHEC i Paris 1972 og var derefter instruktørassistent for Dušan Makavejev, Costa Gavras, Wim Wenders og Jim Jarmusch samtidig med, hun lavede sine egne kortfilm.

1988 debuterede Claire Denis som spillefilmsinstruktør med filmen Chocolat (Chocolate), der blev vist i hovedkonkurrencen i Cannes og året efter blev nomineret til en César for bedste debutfilm. Chocolat foregår i Cameroun i 1950’erne og bygger umiddelbart på Claire Denis' egne barndomsoplevelser fortalt i flashback, men dybest set er det en film om kolonialisme og racisme. De tre følgende film S'en fout la mort (1990, No Fear, No Die), J'ai pas sommeil (1992, I Can't Sleep) og Nénette et Boni (1996, Nenette and Boni) foregår blandt marginaliserede eksistenser i et fransk storbymiljø, mens hendes sjette film, Beau travail (1999, Good Work), igen er optaget i Afrika, i Djibouti. Filmens manus er inspireret af Herman Melvilles fortælling Billy Budd, Sailor (1924); dog foregår handlingen ikke i sømandsregi, men blandt Fremmedlegionens soldater i vore dage. Som alle Denis' film er den fokuseret på kroppe og ansigter, fx legionærernes koreograferede træningssessioner under den bagende sol med uddrag af Benjamin Brittens opera Billy Budd (1951). Beau travail bliver af mange anset for at være et mesterværk pga. Claire Denis' poetisk/dramatiske skildring af dette maskuline univers. Agnès Godard, Denis' faste fotograf, fik i 2001 en César for bedste fotografering.

Claire Denis, der er en stor beundrer af den japanske filminstruktør Ozu Yasujiros film, blev især grebet af hans film Late Spring (1949) om en 28-årig kvindes tætte forhold til sin enlige far, som hun har svært ved at forlade. Det blev til filmen 35 rhums (2008, 35 Shots of Rum), et familiedrama om en enkemand og hans voksne datter samt to naboer, hvoraf den ene har været enkemandens kæreste, mens den anden er forelsket i hans datter. I en central scene i filmen, hvor de fire i et uvejr er strandet på en restaurant, ser vi i en lang ordløs billedsekvens personernes skjulte følelser komme op til overfladen. Dette er et eksempel på, hvordan Denis bruger det rent billedmæssige fremfor dialog i sine film. Det gælder i høj grad for filmen L'intrus (2004), The Intruder), som Denis selv har kaldt et visuelt digt med dens slørede grænser mellem drøm og virkelighed, nutid og fortid, forstærket af den besættende underlægningsmusik, som Stuart Staples fra det britiske indierockband Tindersticks har komponeret.

I 2009 kom White Material, der foregår i et unavngivet afrikansk land på randen af borgerkrig. Filmens manus er lavet i samarbejde med forfatteren Marie NDiaye og skildrer en hvid kvindes kamp for at bevare familiens kaffeplantage, som oprørere, deriblandt børnesoldater, tvinger hende til at forlade på bekostning af familiens og hendes egen mentale tilstand. Thrilleren Les Salauds (2012, Svinene) fik en blandet modtagelse i Frankrig, hvor den 2013 blev vist i Cannes, i kategorien Un Certain Regard. Det er instruktørens mørkeste film, der handler om hævn og incest.

Claire Denis fik i forbindelse med forevisningen af Les Salauds under Stockholm Film Festival 2013 tildelt Lifetime Achievement Award som første kvindelige filminstruktør. Som tidligere prismodtagere kan bl.a. nævnes Jean-Luc Godard, Quentin Tarantino, David Lynch, David Cronenberg og Jan Troell.