Faktaboks

Federico Fellini
Født
20. januar 1920
Død
31. oktober 1993

Federico Fellini. Udateret foto.

.

Federico Fellini, 20.1.1920-31.10.1993, italiensk filminstruktør. Federico Fellini rejste i 1938 fra sin fødeby Rimini til Rom, hvor han fandt beskæftigelse som kriminalreporter og karikaturtegner.

I 1945 debuterede han i filmens verden som manuskriptforfatter på Roberto Rossellinis neorealistiske Roma, città aperta (Rom, åben by). Han fortsatte samarbejdet med Rossellini i Paisà (1946) og episoden Il Miracolo i L'Amore (1948), hvor han tillige medvirkede som skuespiller.

Sammen med Alberto Lattuada (1914-2005) instruerede han i 1950 Luci del varietà (Pigen fra varietéen) om det skuespillermiljø, som havde fascineret ham siden barndommen.

Film instrueret af Fellini
1950 Luci del varietà/Pigen fra varietéen (sammen med Alberto Lattuada)
1951 Lo sceicco bianco/Den hvide sheik
1953 I vitelloni/Dagdriverne
Un agenzia matrimoniale (episode i filmen Amore in città)
1954 La Strada/La Strada
1955 Il bidone/Krapyl
1957 Le notti di Cabiria/Gadepigen Cabiria
1960 La dolce vita/Det søde liv
1962 Le tentazioni del dottor Antonio (episode i filmen Boccaccio '70)
1963 Otto e mezzo/8 1/2
1965 Giulietta degli spiriti/Juliette
1968 Toby Dammit (episode i filmen Histoires extraordinaires)
1969 Fellini Satyricon/Fellini Satyricon
1970 I clowns/Klovnerne (opr. for tv)
1971 Roma/Fellini Roma
1973 Amarcord/Amarcord - Mig og min familie
1976 Il Casanova di Federico Fellini/Fellinis Casanova
1978 Prova d'orchestra/Orkesterprøven
1980 La città delle donne/Kvindebyen
1983 E la nave va/Og skibet sejler
1985 Ginger e Fred/Ginger & Fred
1987 Intervista/Intervista
1990 La voce della luna

Året efter fik Federico Fellini sin debut som selvstændig instruktør med filmen Lo sceicco bianco (1951, Den hvide sheik), der skildrede en ung bruds fascination af en romantisk fotoroman-helt. Først med den delvis selvbiografiske I vitelloni (1953, Dagdriverne) om unge døgenigte i Rimini opnåede Fellini succes hos såvel publikum som kritikere.

Det helt store internationale gennembrud, og en Oscar (den første af fem), fik han med La Strada (1954), der er en poetisk, til tider næsten surreal skildring af forholdet mellem en afstumpet markedsgøgler, "stærk mand", og en enfoldig ung kvinde, der elsker ham.

Den unge kvinde spilledes af Giulietta Masina, som Fellini havde giftet sig med i 1943, og for musikken stod Nino Rota, som til sin død i 1979 var Fellinis faste komponist.

Selvom Fellini med Il bidone (1955, Krapyl) og Le notti di Cabiria (1957, Gadepigen Cabiria) kort skulle vende tilbage til sit neorealistiske udgangspunkt, var det La Strada, som viste vejen frem mod det, der skulle blive hans varemærke: en drømmeagtig og fabulerende filmkunst, som i en ofte barok teatralsk form iscenesatte kunstneren Fellinis personlige visioner.

Med sit alter ego, skuespilleren Marcello Mastroianni, i hovedrollen skildrede han i La dolce vita (1960, Det søde liv) det romerske jetsets dekadente og indholdsløse liv. Filmen, der bl.a. indeholder den berømte scene, hvor Anita Ekberg bader i Trevi-fontænen, blev fordømt som amoralsk af den katolske kirke, men belønnet med Den Gyldne Palme ved Filmfestivalen i Cannes.

I Otto e Mezzo (1963, 8 1/2), atter med Mastroianni i hovedrollen, transformerede Fellini en personlig og kunstnerisk krise til en sublim film om film og en instruktørs sammenbrud.

Efter Giulietta degli spiriti (1965, Juliette), Fellinis første farvefilm, der fremstillede et kvindeligt drømmeunivers, skulle han for alvor give den pompøse side af sin filmkunst frit løb i film som Fellini Satyricon (1969) efter Petronius, Roma (1971), Il Casanova di Federico Fellini (1976, Fellinis Casanova), La città delle donne (1980, Kvindebyen) og E la nave va (1983, Og skibet sejler).

Over for disse ekstravagante personlige visioner stod mere direkte selvbiografiske film som Amarcord (1973, Amarcord — Mig og min familie) om instruktørens barndom og Intervista (1987), der med udgangspunkt i filmbyen Cinecittà beskriver en nostalgisk rejse tilbage til La dolce vita.

Nostalgien stod ligeledes i fokus i Fellinis filmiske opgør med det kommercielle tv-medie, Ginger e Fred (1985, Ginger & Fred), hvor hans to stjerner, Giulietta Masina og Marcello Mastroianni, spiller et aldrende dansepar, hvis kunst forfladiges i jagten på høje seertal.

Nogle måneder før sin død modtog Federico Fellini sin femte Oscar; denne gang for hele sit livsværk, der står som et af de mest frodige og uortodokse i filmkunstens historie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig