Kurt Gerron

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Kurt Gerron, Kurt Gerson, 11.5.1897-15.11.1944, tysk skuespiller og filminstruktør. Gerron, der var født i et velhavende jødisk hjem i Berlin, ville egentlig være læge, men studierne blev afbrudt af deltagelse i 1. Verdenskrig, hvor han blev såret i to omgange. En kirtellidelse, han muligvis pådrog sig i den forbindelse, gjorde ham kronisk overvægtig. Fra 1920 valgte han at blive skuespiller, og i 1921 engagerede Trude Hesterberg ham til sin kabaret Wilde Bühne, en debut, der senere skulle føre ham til Rosa Valettis Café Grössenwahn og Kabarett der Komiker. 

Gerron var i sin grundholdning en apolitisk underholder, men han gik ikke af vejen for de samfundskritiske tekster, der blev lagt ham i munden i kabaretterne. Også operetter og revyer fandt anvendelse for hans massive korpus og fysiske adrethed. Allerede i 1920 havde han debuteret på film, og han kan ses i ca. 60 stumfilm, gerne i biroller, hvor han ikke desto mindre gør sig bemærket med sit karakteristiske ydre. 

I 1926 begyndte han også selv at instruere film. Han medvirkede samtidig i teaterforestillinger. I den legendariske uropførelse af Die Dreigroschenoper (1928) bestred han en dobbeltrolle som gadesangeren, der synger visen om Mackie Messer, og som Londons politichef, Tiger-Brown. Premierepublikummet sad på hænderne, indtil Gerron som Brown og Harald Paulsen som Macheath sang duetten "Kanonensong", som blev aftenens showstopper, der øjeblikkeligt måtte gentages under vild applaus. Præstationen er fastholdt på plade i flere versioner.

Max Reinhardt havde herefter bud efter Gerron på Deutsches Theater, hvor han dog fortrinsvis spillede i tidstypiske opsætninger om den moderne, amerikansk påvirkede verden med dens film og jazz. Ved tonefilmens fremkomst fortsatte Gerron som instruktør af underholdningsfilm med bl.a. Heinz Rühmann og Hans Albers og nåede selv at medvirke i to klassikere, som tryllekunstneren Kiepert i Der blaue Engel (1930, Den blaa Engel) og som sagføreren Dr. Kalmus i Die Drei von der Tankstelle (1930, De tre fra Benzintanken). Sidstnævnte er en munter, musikalsk, problemforflygtigende nutidskomedie. Netop derfor virker det skurrende, da Gerron som Dr. Kalmus lægger telefonen efter en samtale og ser bekymret ud, hvorpå han indkasserer den kvikke kommentar: "Deres kone har nok fået en blond lille datter!" Herved punkteres i et glimt den "politiske korrekthed", der også gjaldt i Weimarrepublikkens underholdningsindustri, og giver plads til hverdagens lille antisemitisme.

Efter Hitlers magtovertagelse blev Kurt Gerron adgangsforment fra tysk teater og film. Først opholdt han sig i Frankrig og Østrig, hvor han instruerede film, derefter slog han sig definitivt ned i Holland, hvor han 1935-37 lavede tre spillefilm på nederlandsk. Efter Nazitysklands overfald på Holland gjorde han intet forsøg på at flygte, han optrådte på Joodsche Schouwburg, indtil han i 1943 sattes i interneringslejren Westerbork, hvor han også fik mulighed for at spille kabaret, indtil han blev deporteret til kz-lejren Theresienstadt i 1944.

Inden Dansk Røde Kors 23. juni 1944 fik tilladelse til at inspicere Theresienstadt, hvor der befandt sig ca. 500 jøder fra Danmark, havde den nazistiske administration ladet gennemføre en omfattende forskønnelsesproces, der ikke forfejlede sin virkning på gæsterne. Efter deres afrejse fik de tyske myndighederne den idé at fasholde den friserede virkelighed i en propagandafilm, inden kulisserne blev revet ned. Til at skrive drejebogen og forestå optagelserne udså man sig Kurt Gerron, der var den eneste kvalificerede filmmand blandt fangerne. Han blev underkastet diktat og kontrol fra SS i alle faser. Teknikken bestod af tjekkiske filmfolk fra Prag. Gerron kunne herse med op mod 17.000 statister ad gangen, og næsten alle danskere, der siden har skrevet erindringer fra Theresienstadt, bl.a. overrabiner Max Friediger, har hæftet sig ved Gerron og hans ildhu. Den 90 minutter lange film skulle vise, hvordan jøderne på det nærmeste rekreerede sig, mens den tyske civilbefolkning var underkastet den totale krig. Der blev givet koncerter i en musikpavillon midt i en dekorativ park, velklædte mennesker nød livet på cafeer, glade børn tumlede sig på legepladser m.m. Underlægningsmusikken blev skrevet af den tyskfødte danske kapelmester Peter Deutsch (1901-65), der var blandt de internerede. Filmens målgruppe var det neutrale udland og internationale humanitære organisationer, der skulle overbevises om, at jøderne stortrivedes i nazisternes varetægt. Men filmen kom for sent i forhold til krigens udvikling, og Gerron blev sendt til Auschwitz inden færdiggørelsen. De danske vidneudsagn viser ringe forståelse for den galgenfrist, han havde handlet sig til, og betragter ham som en forræder. Gerron blev efter alt at dømme sendt direkte i gaskammeret efter ankomsten til Auschwitz.     

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

  • Der er endnu ingen tags til denne artikel
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
Redaktionen
22/02/2010
keuner
21/02/2010
Ekspert
UrsFu
Oprindelig forfatter
keuner
20/02/2010

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki