Danny DeVito og datter fotograferet ved en filmpremiere i 2006.
Danny DeVito, Daniel Michael DeVito Jr., f. 17.11.1944, amerikansk skuespiller. Danny DeVito fik sin første større filmrolle i Miloš Formans One Flew Over The Cuckoo's Nest (1975, Gøgereden), en af 1970'ernes centrale film, men et egentlig gennembrud kom først med tv-serien Taxi (1978-83).
Rollen som den koleriske chef i Taxi sikrede Danny DeVito en række større filmroller, der alle spillede på hans lave højde (1,52 m) og hurtige replik, bl.a. eventyrkomedien Romancing the Stone (1984, Nu går den vilde skattejagt) og Batman vender tilbage (1992).
Han har siden været en fast birolleskuespiller i Hollywood, fx i Get Shorty (1995), L.A. Confidential (1997) og Big Fish (2003), og har desuden gjort sig i tv-verdenen i komedieprogrammet Saturday Night Live 1980-87 og serien It's Always Sunny In Philadelphia (2006-10).
Som instruktør har Danny DeVito bl.a. stået bag War of the Roses (1989) og det stort anlagte drama Hoffa (1992) om den amerikanske fagforeningsmand Jimmy Hoffa og hans forsvinden.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki