Fred Astaire

Fred Astaire, Frederick Austerlitz, 10.5.1899-22.6.1987, amerikansk danser, sanger og skuespiller. Fred Astaire optrådte i 1920'erne sammen med søsteren Adele Astaire (1896-1981) i store Broadway-successer som Lady Be Good (1924) og Funny Face (1927), men da hun i 1932 trak sig tilbage, søgte han til Hollywood. Her indspillede han i 1930'erne sammen med Ginger Rogers en række musicals, små enkle komedier, der bæres af hans koreografiske geni, af hans vittige, personlige udstråling og af hans stemmes sprøde fortolkning af sange, som blev skrevet til ham af tidens største navne: Jerome Kern, George Gershwin, Irving Berlin, Cole Porter.

Fred Astaire skabte bl.a. sammen med koreografen Hermes Pan (1910-90) en perfekt gennemarbejdet filmdans, hvis fornemste mærke er kombinationen af streng professionel præcision og ubesværet poetisk elegance, således i Mark Sandrichs Top Hat (1935) og Shall We Dance (1937, Skal vi danse?) og i George Stevens' Swing Time (1936).

Fred Astaires dans skifter mellem det romantiske og det ironiske, mellem store svævende danse og virtuose stepdanse, alt i stadig kontakt med følelserne. Det musikalske velvære i disse film, melodiøsiteten, letheden og humoren er med til at tegne et billede af verden i 1930'erne.

Efter tiden med Ginger Rogers fandt han nye partnere og dansede overbevisende virtuost med Rita Hayworth i You Were Never Lovelier (1942, Sig det med orkideer), og da MGM-producenten Arthur Freed (1894-1973) på samme tid gav ham en væsentlig placering i sin fornyelse af den amerikanske filmmusical, dansede han veloplagt og inspireret med partnere som Judy Garland i Easter Parade (1948, Forår i luften), Vera-Ellen (1921-1981) i The Belle of New York (1952, Uartig men sød), og med Cyd Charisse (1922-2008) i den smukkeste af disse film, Vincente Minnellis The Band Wagon (1953, Let på tå), hvor letheden og ironien farves af resignation og mild melankoli.

I Minnellis Ziegfield Follies (1946) mødte Fred Astaire musicalens nye store navn, Gene Kelly, og forskellen på to stilpræg var åbenbar: Astaires elegante og ubesværede og Kellys mere jordnære og teknisk demonstrative. I senere årtier spillede Astaire ofte karakterroller, fx i On the Beach (1959, På stranden).