Faktaboks

Jean Gabin
Født
1904
Død
1976

Jean Gabin, egl. Jean-Alexis Moncorgé, 1904-1976, fransk skuespiller. Jean Gabin indledte sin karriere som danser på bl.a. Folies-Bergère. Han debuterede på film 1930 og blev i løbet af få år fransk films helt store mandlige stjerne som indbegrebet af den poetiske realismes tragisk-romantiske arbejderhelt, fx i Marcel Carnés Quai des brumes (1938, Taagernes Kaj) og Le Jour se léve (1939, — og ved Daggry) samt Jean Renoirs La Bête humaine (1938, Menneskedyret) efter en roman af Émile Zola.

Under den tyske besættelse af Frankrig under 2. Verdenskrig flygtede han til Hollywood. I 1950'erne genvandt han sin stjernestatus i fransk film, nu oftest i rollen som moden levemand eller som Simenon-detektiven Maigret.

Jean Gabin medvirkede i knap 100 film.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig