Gøg og Gokke
Gøg og Gokke i 1933.
Gøg og Gokke
Af /Album/Ritzau Scanpix.

Gøg og Gokke var et filmkomikerpar fra USA, som bestod af Stan Laurel, britisk skuespiller, og Oliver Hardy, amerikansk skuespiller. De var i hjemlandet kendt som Laurel and Hardy.

Et populært par

Stan Laurel kom til USA i 1914 som varietékunstner. Han begyndte som filmkomiker i 1917 og opnåede beskeden succes i korte farcer, der hyppigt var parodier på tidens store film. Oliver Hardy indledte sin filmkarriere i 1914 og optrådte i biroller, hyppigt som skurk i korte farcer.

Parret indledte deres samarbejde i 1926 i den såkaldte All Star-serie, som produceredes af farcespecialisten Hal Roach. I løbet af få film var de etableret som det uadskillelige makkerpar, "den tykke og den tynde", hvis borgerlige nethed og ukuelige optimisme altid modarbejdes af deres evne til at skabe og tiltrække ulykker.

Den tykke Hardy var den dominerende og utålmodige og, efter eget skøn, begavede af de to, mens den tynde Laurel syntes at befinde sig i en evigt forsinket barndom og havde let til panik og gråd.

Parrets komik var i begyndelsen fysisk, ofte grov lagkagekomik, men overgangen fra stumfilm til tonefilm voldte dem ingen problemer, og selv om de aldrig blev verbalkomikere som fx Marx Brothers, var mange af deres film båret af en vittig, selvhøjtidelig og dermed halvabsurd dialog.

Filmene

I perioden 1927-1935 optrådte parret sammen i 75 korte farcer, hvoraf mange er blevet klassikere, fx Perfect Day (1929, En herlig Søndagstur), Hog Wild (1930, Op med Antennen), Helpmates (1931, Gøg og Gokke rydder op/Røg i Køkkenet) og The Music Box (1931, Gøg og Gokke som Flyttemænd/Med Klaveret på Nakken).

Med filmen Pardon Us (1931, Gøg og Gokke i Spjældet) begyndte parret at eksperimentere med længere film, og fra marts 1935 medvirkede de kun i spillefilm.

Flere af spillefilmene er yderst vellykkede, fx Fra Diavolo (1933), Sons of the Desert (1933, Gøg og Gokke paa Vulkaner/Ørkenens Sønner), Way Out West (1937, Gøg og Gokke i det vilde Vesten) og Blockheads (1938, To Fjolser).

Men fra 1941, da samarbejdet med Hal Roach ophørte, blev filmene betydelig ringere. Stan Laurel, der altid havde været den kreative drivkraft, mistede enhver kontrol med filmenes indhold, og deres sidste ti spillefilm er tidsbundne og blottet for den universelle humor, der præger parrets bedste film.

Efter filmkarrierens afslutning optrådte Laurel og Hardy sammen på varietéturnéer, fortrinsvis i England, dog også i oktober 1947 både i København og Aarhus under et kortvarigt danmarksbesøg, hvor de begge var genstand for stor hyldest, bl.a. i radioudsendelsen Weekendhytten med Svend Pedersen.

Deres film fik en renæssance på tv i 1950'erne, og de planlagde et comeback, som dog blev forhindret af Hardys sygdom og død. I 1961 modtog Laurel en Æresoscar.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig