Faktaboks

Arnold Schwarzenegger
Født
30. juli 1947

Arnold Schwarzenegger i filmen Terminator 3 (2002).

.

Arnold Schwarzenegger, f. 30.7.1947, østrigsk-amerikansk politiker, filmskuespiller og tidligere bodybuilder; guvernør i Californien 2003-11.

Med fem titler som Mr. Universe og syv som Mr. Olympia grundlagde Arnold Schwarzenegger sin berømmelse som bodybuilder. Den bragte ham til USA, hvor han fik en tidlig filmrolle i Hercules in New York (1970) under navnet Arnold Strong og spillede sig selv i Pumping Iron (1977, Sagen er bøf).

Den opmærksomhed, som han herved skabte om bodybuilding som et nyt træningssystem, brugte han også til at promovere sit eget helseinstitut i Californien, World Gym, som blev et forbillede.

Arnold Schwarzenegger fik sit internationale filmgennembrud i Conan the Barbarian (1982, Conan barbaren), der etablerede hans rolletype som præhistorisk eller futuristisk muskelhelt med tegneserieagtige replikker og svulmende accent, et image, som blev yderligere grundfæstet med The Terminator (1984), Predator (1987), Total Recall (1990, Sidste udkald) og Last Action Hero (1993, Den sidste actionhelt).

I sidstnævnte film viste han desuden et selvironisk talent, der sås første gang i Kindergarten Cop (1990, Strømer i børnehaveklassen) og senere i komedien Junior (1994). Efter en række knap så succesrige film fik han i 2003 et mindre comeback med Terminator 3: Rise of the Machines.

Arnold Schwarzenegger var 2003-11 guvernør i Californien for Det Republikanske Parti. Han førte en politisk moderat kurs, men var hæmmet af statens voldsomme gæld, som det ikke lykkedes at få under kontrol. Det vakte opsigt, at han - som en modsætning til den generelle tendens inden for sit parti - tog flere tiltag til en statslig klimalovgiving.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig