Lionel Barrymore, 1878-1954, amerikansk skuespiller. Den ældste Barrymore i tredje slægtled af den berømte teaterfamilie debuterede på scenen som barn og var desuden maler, komponist, forfatter og instruktør. Han gik til filmen i 1909, blev fra midten af 1920'erne stjerne og efterhånden en folkekær type med speciale i brøsige, autoritære, men altid godhjertede bedstefarfigurer, som han spillede med myndig diktion. En tiltagende gigtlidelse tvang ham de sidste 16 år af karrieren til at spille sine mange roller i en rullestol. Blandt hans kendteste film er A Free Soul (1931, Frie sjæle), Captains Courageous (1937, Havets helte), You Can't Take It With You (1938, Du kan ikke tage det med dig), Key Largo (1948, Uvejrsøen Key Largo) samt Dr. Kildare-serien (15 film, 1938-47).