Faktaboks

Morgan Freeman
Født
1. juni 1937

Morgan Freeman. Foto fra 2009.

.

Morgan Freeman, Morgan Porterfield Freeman Jr., f. 1.6.1937, amerikansk skuespiller.

Efter en karriere som bl.a. flymekaniker i luftvåbenet debuterede Morgan Freeman i 1968 på Broadway og blev kendt i hele USA for sin medvirken i programmet The Electric Company (1971-76) i amerikansk uddannelses-tv.

I 1987 fik han et gennembrud med filmen Street Smart, og han har siden vist integritet og troværdighed i bl.a. Bruce Beresfords (f. 16.8.1940) Oscar-belønnede Driving Miss Daisy (1989), Glory (1989, Ærens mark), Robin Hood - Prince of Thieves (1991, Robin Hood - den fredløse), fængselsdramaet The Shawshank Redemption (1994, En verden udenfor), David Finchers gyser Se7en (1995), Steven Spielbergs Amistad (1997) og danskeren Mikael Salomons Hard Rain (1998).

Efter årtusindskiftet er Morgan Freemans præstationer fortsat med en Oscar-belønnet birolle i Clint Eastwoods Million Dollar Baby (2004) og sikker medvirken i bl.a. Christopher Nolans Batman Begins (2005) og The Dark Knight (2008) samt Clint Eastwoods Invictus (2009), hvor Morgan Freeman portrætterede Nelson Mandela.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig