Faktaboks

Alvin Langdon Coburn
Født
1882
Død
1966

Alvin Langdon Coburn, 1882-1966, amerikansk-britisk fotograf. Alvin Langdon Coburn arbejdede fra ca. 1900 i New York og London som portrætfotograf. Portrætter af bl.a. kunstnere, forfattere og fremtrædende politikere blev udgivet i flere bøger, ligeså hans stemningsmættede skildringer af New York, London og Paris.

Coburn blev medlem af Photo-Secession og The Linked Ring, men var tillige sammen med Alfred Stieglitz drivkraften bag fotografiens udvikling væk fra disse sammenslutningers impressionistiske billedsyn.

Det skete med serien New York fra dens tinder (udstillet 1913), hvor han i billeder set i fugleperspektiv abstraherede storbyens former, og siden med hans Vortographs (1917), de første helt abstrakte fotografier, inspireret af kubismen og den britiske kunstretning vorticismen.

Denne inspiration præger også fotografiet af den amerikanske digter Ezra Pound (1916), der er portrætteret som set gennem et prisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig