Helmut Newton var en tysk-australsk fotograf, der var bosat i Monte Carlo fra 1981, senere i Los Angeles.
Efter fotografistudier i Berlin emigrerede Helmut Newton i 1940 til Australien og vendte i 1956 tilbage til Europa som freelancefotograf for magasiner som Vogue, Elle og Playboy. Hans mode-, portræt- og nøgenbilleder er køligt erotiske og viser ofte selvbevidste, langlemmede kvinder i situationer, som indikerer seksuel spænding, fotograferet i dekadent eller mondænt miljø.
Helmut Newton har bl.a. udgivet bøgerne 47 Nudes (1982), Portraits (1987) og sammen med hustruen, den australske fotograf Alice Springs (1923-2021, født June Browne), us and them (1998).
Kort tid før sin død oprettede Helmut Newton The Helmut Newton Foundation med sine egne og hustruens fotografier, som fik til huse i en bygning i hans fødeby Berlin. Den åbnede i 2004 og viser løbende udstillinger af parrets samt andre fotografers billeder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.