Faktaboks

Joseph-Nicéphore Niépce
Født
1765
Død
1833

Joseph-Nicéphore Niépce. Sandsynligvis i 1826 optog Niépce udsigten fra et vindue på sit landsted Gras. I kameraet havde han anbragt en asfaltovertrukket tinplade. Efter eksponeringen blev den fremkaldt i en blanding af terpentin og lavendelolie, som opløste de ubelyste dele af asfaltlaget, mens de belyste dele var hærdet. Belysningstiden var omkring otte timer, så sollyset ses både på bygningen tv. og th. Efter at have været forsvundet siden 1898 blev det ca. 16 cm×20 cm store billede, det ældste bevarede fotografi, genfundet af Helmut Gernsheim i 1952; det er nu på University of Texas i Austin.

.

Joseph-Nicéphore Niépce, 1765-1833, fransk litograf og opfinder. Efter en karriere i den franske hær udførte Niépce fra 1801 s.m. broderen Claude Niépce (1763-1828) naturvidenskabelige undersøgelser og opfindelser, og på sit landsted Gras ved fødebyen Chalon-sur-Saône i Bourgogne arbejdede han med at videreudvikle den litografiske proces.

Fra 1816 foretog han eksperimenter med camera obscura og med lysfølsomme materialer ved fremstilling af trykplader, og i 1826 optog han med en eksponeringstid på ca. 8 timer det tidligste kendte fotografi, udført i en teknik, han kaldte heliografi.

I 1829 indgik Niépce en tiårig samarbejdskontrakt med J.-L.-M. Daguerre, der efter Niépces død s.m. sønnen Isidore Niépce (1805-68) fortsatte udviklingen af den fotografiske teknik, der førte frem til daguerreotypien.

Niépces opfindervirksomhed er belyst på Musée Denon i Chalon-sur-Saône.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig