László Moholy-Nagy, 1895-1946, ungarsk-amerikansk multikunstner og kunstpædagog.
Kendetegnende for László Moholy-Nagy, der var en af konstruktivismens internationale hovedskikkelser, er et eksperimenterende virke inden for billedkunstens hovedområder: maleri, skulptur, grafik, foto og film — samt en række tilstødende arbejdsfelter, fx typografisk layout, industrielt design og scenografi.
Inden for maleriet udviklede han et ekstremt enkelt, konstruktivt-abstrakt formsprog inspireret af den russiske suprematisme. Hans stræben mod en strengt forenklet og objektivt kommunikerbar udtryksformel kulminerede i tre Telefonbilleder, EM 1, 2 og 3 (1922, Museum of Modern Art, New York), der lod sig industrielt fremstille efter anvisninger pr. telefon.
Som billedhugger nåede han et højdepunkt med sin bevægelige Lys-rum-modulator (1922-30, Van Abbe-museum, Eindhoven), der foregreb den kinetiske skulptur.
I 1923 tiltrådte han som lærer på Bauhaus i Weimar; han var knyttet til skolen frem til 1928 og prægede dens nyskabende indsats på en række vigtige felter, bl.a. fotokunst.
I 1937 emigrerede Moholy-Nagy til USA og åbnede i Chicago kunstskolen New Bauhaus, hvor der undervistes i Bauhaus-skolens ånd; i 1939 omdøbtes skolen til Institute of Design.
Eksempler på László Moholy-Nagys kunst kan i Danmark ses på Louisiana.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki