Eva Merz, f. 1966, dansk fotograf. Eva Merz er uddannet reklametegner, men gennem videreuddannelse ved hhv. Nansenskolen i Lillehammer og fotoskolen Fatamorgana i København (1989-93) fandt hun frem til sit virkeområde inden for fotografi og konceptkunst. Hendes talent har indtil videre markeret sig stærkest i portrættet. Som Danmarks repræsentant i den fællesnordiske vandreudstilling "Længsel efter længslen" (1999) skabte hun forståelse for sit emne og respekt om sig selv gennem den spiritualistiske portrætserie Greenlanders (1996-98). Senere har hun aflokket genren nye facetter gennem meta-portrætter i overstørrelse af samme dukke i seriel variation, trykt i kataloget some secret (2002).