Faktaboks

Henrik Saxgren
Født
1953

Henrik Saxgren. Forsidebilledet til bogen Krig og Kærlighed. Den blev valgt til Årstidens bog vinteren 2007.

.

Henrik Saxgren.

.

Henrik Saxgren, f. 1953, dansk fotograf. I et æstetisk ukompliceret og præcist fortællende billedsprog præsenterer Henrik Saxgren hjerteskærende skæbnehistorier og går i sine serier tæt på menneskene bag de historiske begivenheder i verdens brændpunkter.

Han var i 1979 medstifter af den socialdokumentariske fotogruppe 2Maj og 1985-91 billedredaktør på månedsbladet Press. Saxgren har til Frederiksborgmuseet udført portrætter af fremtrædende danskere (1993) og bl.a. udgivet bøgerne Tid — om fotojournalistik (1990) og P.O.V. — Point of View (1996, am. udgave 1998).

Lange ophold i Mellemamerika har resulteret i bl.a. bogen Landet uden fædre (2000) om Nicaragua efter revolutionen; i 2006 kom udstillingen og bogen Krig og kærlighed, der i billeder og tekst skildrer immigranter i de nordiske lande. I bogen og udstillingen Unintended Sculptures (2009) er det naturen og kulturen, der spiller sammen i storladne landskabsbilleder. Bus fra Bagdad (2012) omfatter 43 beretninger om buschaufførers lange rejse fra bl.a. Indien og Chile for at nå et bedre liv i Danmark. Hans fascination af Grønland er baggrunden for bogen Ultima Thule (2017).

Henrik Saxgren har deltaget i fotoprojektet Danmark under forvandling (2008-09), der omfatter bogen Herfra hvor vi står, 1-3 (2010) og udstillinger flere steder i Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig