Eksponering, (af lat. exponere 'stille ud, fremsætte'), belysning af fotografisk film eller papir. For at danne et latent billede i den fotografiske emulsion kan eksponeringen vare fra under 1/10000 sekund til adskillige timer; den bestemmes vha. en eksponeringsmåler og reguleres i et kamera eller et forstørrelsesapparat af en lukkemekanisme og en blænder. Et billede eller et negativ er korrekt eksponeret, når det rent teknisk gengiver farver og gråtoner så tæt på fotografens intentioner som muligt. Ved overeksponering vil et positivt billede blive for lyst og et negativ for mørkt, mens det modsatte gør sig gældende ved undereksponering.