forstørrelse

Forstørrelse, i fotografisk sammenhæng fremstilling af et papirbillede efter et negativ eller et dias. De første fotografer benyttede ikke forstørrelse, men kontaktkopierede deres store negativer til papir i forholdet 1:1. Fra slutningen af 1800-t. gjorde de stadigt mindre negativer det nødvendigt at forstørre billederne til et passende format ved hjælp af et dertil indrettet apparat.

Grundlæggende består forstørrelsesapparatet af en lyskilde, en negativholder, et objektiv og en bundplade, hvor fotopapiret er placeret. Objektivet danner et billede af negativet på bundpladen, og ved at variere afstanden mellem negativ, objektiv og bundplade opnås forskellige forstørrelsesgrader. Belysningen af fotopapiret varierer med lyskildens styrke, negativets tæthed, objektivets blændeindstilling og fotopapirets lysfølsomhed. Herefter fremkaldes det belyste papir (se fremkaldelse). Kvaliteten af forstørrelsen afhænger ud over negativet, objektivet og forstørrelsesgraden også af lyskilden. Nogle forstørrelsesapparater har en punktformet lyskilde, hvilket giver højere kontrast i det færdige billede end apparater, hvor lyskildens stråler reflekteres i en lysblandingsskakt, inden de når negativet (se callier-effekt). Inden lyset rammer negativet, får det en ensartet styrke over hele negativarealet ved hjælp af en dobbelt kondensorlinse eller et diffusionsfilter. Forstørrelsesapparater, der benyttes til arbejde med farvebilleder eller fotopapir med variabel kontrast, er udstyret med filtre, evt. indbygget i et farvehoved, der muliggør eksponering med den farve lys, der giver den ønskede kontrast eller farvebalance.

Separate forstørrelsesapparater benyttes siden 1980'erne kun i forbindelse med manuel forstørrelse. Langt de fleste billeder forstørres nu maskinelt i komplette automatiserede maskiner, der kan betjenes i dagslys. Her er et farveforstørrelsesapparat sammenbygget med en lysmåler, farveanalysator samt en fremkalde-, tørre- og eventuelt pakkemaskine.