Flash, (eng. 'glimt'), elektronflash, blitz (ty.-da.), lyskilde, der er indbygget i eller tilkoblet et fotografisk kamera, analogt som digitalt. En flash afgiver et lysglimt af en varighed på 1/300 sekund eller kortere, synkroniseret med kameraets lukker og normalt med en farvetemperatur på 5500 kelvin.

Lysglimtets styrke udtrykkes i ledetal, der er identisk med den blænde, der skal bruges til korrekt eksponering af en 100 ISO-film på 1 meters afstand.

Blitz- eller flashpærer afløste i 1930'erne afbrænding af magnesiumpulver. Elektronisk flash blev udviklet fra samme periode, men blev først almindeligt brugt fra 1960'erne. Den indeholder et xenon-fyldt glasrør med elektroder i hver ende. Ædelgassen Xenon er ikke strømførende, men bliver det, når røret sættes under høj spænding. Herefter kortslutter kredsløbet i røret, og lysglimtet opstår i gassen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig