Kamera. Fra venstre The Kodak, boxkamera fra 1889 til rullefilm med 100 billeder, fremstillet af Eastman Kodak Company i USA. Kodak No. 1 A Pocket, et klapkamera med bælg til 6 cm×9 cm negativer, produceret 1926-32 i Canada af Canadian Kodak Co. Rolleiflex 2,8 E, toøjet spejlreflekskamera med negativformat 6 cm×6 cm, fremstillet 1955-59 af Franke & Heidecke i Tyskland. Hasselblad 500 C/M, enøjet spejlreflekskamera til 6 cm×6 cm negativer, fremstillet 1970-89 af Hasselblad AB i Sverige. Leica M 6, målsøgerkamera til 24 mm×36 mm negativer, produceret fra 1984 af Ernst Leitz GmbH i Tyskland.

.

Kamera. Lysgangen i et enøjet spejlreflekskamera med pentagonprisme. Billedet, der dannes af objektivet, kastes via spejlet op på matskiven; det spejlvendte billede retvendes af prismet og ses gennem okularet. Ved eksponering vipper spejlet op og tillader lyset at passere ind til filmen.

.

Kamera. På det tekniske kamera (bænkkamera) kan både forstykket med objektivet og bagstykket med filmen hæves og sænkes, vippes og drejes til alle sider. Dette giver mulighed for at regulere billeddannelsen i forhold til motivet. Skal man fotografere en høj bygning, må kameraet ofte vippes for at få det øverste af bygningen med på billedet, og herved kommer de lodrette linjer til at skråne. Men vipper man kameraets for- og bagstykke til lodret og løfter forstykket med objektivet, reguleres perspektivet, så de styrtende linjer rettes op.

.

Kamera, i princippet et lystæt kammer, hvor der i den ene side sidder et lysfølsomt materiale (film eller lysfølsom elektronik), i den modsatte side en åbning med en lukker, der kan regulere indfaldet af lys. I den enkleste form for fotografisk kamera, et hulkamera, dannes billedet på filmen af et meget lille hul i kameravæggen. Normalt forsynes åbningen med et objektiv, bestående af en eller flere linser (se fotografiske objektiver), og oftest en blænder til regulering af den indfaldende lysmængde samt afstandsindstilling til regulering af billedets skarphed. Eksponeringen foregår normalt med en præcision på 1/100 sekund eller mindre. De fleste moderne kameraer er udstyret med hjælpemidler som søger, eksponeringsmåler, flash, eksponeringsautomatik og automatisk filmfremføring eller mulighed for elektronisk lagring af billeder. Kameraer til filmformater større end 24 mm×36 mm har ofte udskiftelige bagstykker, der muliggør hurtig vekslen imellem fotografering med almindelige film, polaroidbilleder eller digitale optagelser.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kamera kommer af latin camera 'kammer', opr. fork. af camera obscura 'mørkt kammer'.

Grundlæggende er alle kamerakonstruktioner baseret på princippet fra camera obscura (se fotografi). Ikke mindst udviklingen af digital fotografering har gjort det muligt at fremstille bedre og stadig mere kompakte kameraer. Til familiefotografering har man siden 1880'erne benyttet enkle boxkameraer med rullefilm (Kodak). Fra 1960'erne blev bl.a. Instamatic-kameraerne populære, og i 1970'erne fulgte mindre formater, bl.a. disckameraer. I dag benyttes især automatiske digitalkameraer, oftest forsynet med zoomobjektiver.

Reportagefotografer benyttede fra begyndelsen af 1900-t. specielle kameraer med et filmformat på 4''×5'' (ICA og Graflex). Mange fotografer valgte dog snart mindre og lettere kameratyper som målsøgerkameraer med udskiftelig optik til 35 mm småbilledfilm (Leica fra 1925) og toøjede spejlreflekskameraer til rullefilm (Rolleiflex). Fra 1960'erne og indtil ca. 1997 var enøjede spejlreflekskameraer med 24 mm×36 mm billedformat dominerende, både til amatørbrug og til en lang række fotografiske opgaver. Omkring 1997 og de efterfølgende fem år blev professionelt fotografi digitaliseret. I begyndelsen var digitale kameraer primært anvendelige til pressebrug, mens de sidst i perioden overgik selv de bedste filmbaserede kameraer i billedkvalitet. Tekniske kameraer (Linhof, Sinar) med bevægelige for- og bagstykker til bl.a. regulering af perspektiv og skarphedsdybde løser de vanskeligste fototekniske opgaver.

Sideløbende med de traditionelle fotografiske og de digitale kameraer er der gennem tiden udviklet specialkameraer og hjælpemidler til anvendelse inden for bl.a. medicin, fysik og astronomi, luft- og undervandsfotografering, pasfotografering, tredimensional stereoskopisk fotografering samt panoramakameraer med en billedvinkel på op til 360°. Desuden er der udviklet kameratyper til speciel militær anvendelse samt højhastighedskameraer, der kan tage op til adskillige tusinde billeder i sekundet til videnskabelige tidsstudier. Se også artikler om de enkelte kameratyper og fabrikater.

Filmkamera

Ved brug af filmkamera optages normalt 24 billeder i sekundet på én lang filmstrimmel. Filmen bevæges gennem kameraet vha. tandhjul, der griber fat i perforeringshuller langs den ene eller begge sider af filmstrimlen. En blænde sikrer, at filmbilledet kun eksponeres i den brøkdel af et sekund, hvor det er i ro ud for objektivet. Ved efterfølgende fremvisning med en filmprojektor opnås illusionen af kontinuerlig bevægelse. Optagelser med særlig høj billedfrekvens resulterer i slowmotion, mens særlig lav billedfrekvens skaber fastmotion. Filmoptagelser med vilkårlig frekvens, hvor motivet ændres manuelt mellem hver enkeltbilledoptagelse, kaldes animation (benyttes fx til tegnefilm og visse typer dukkefilm). Den almindeligste negativfilmbredde er 35 mm, men også 8 mm, 16 mm og 65 mm er hyppigt anvendte negativformater til hhv. lavbudget- og special effects-optagelser. Se også film og videokamera.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig