Fotografi – den fotografiske teknik, Fotografiapparatets forgænger, camera obscura, blev anvendt som tegneinstrument. Det bestod af en kasse forsynet med en linse og et spejl i 45 graders vinkel, der reflekterede billedet på et stykke olieret papir anbragt øverst i apparatet.

Fotografiet opstod først, da man opdagede et lysfølsomt stof, som kunne frembringe et varigt billede. Tyskeren Johann Schulze påviste i 1727, at sølvklorid er lysfølsomt. I 1777 opdagede svenskeren Carl Wilhelm Scheele, at sølvklorid ved belysning udskiller metallisk sølv i ren form; kun blåt og violet lys sværter sølvklorid. Hermed var sølvsaltenes farvefølsomhed opdaget og grunden lagt til fotokemien.

Briterne Thomas Wedgwood og Humphry Davy forsøgte i 1802 at "fastholde" skyggebilleder med sølvkloridbehandlet papir, men de kunne ikke fiksere det. I 1819 opdagede briten J.F.W. Herschel, at thiosulfater kan opløse sølvklorid, men opdagelsens betydning for fotografien erkendtes ikke.

De første fotografier

I 1816 lykkedes det franskmanden J.N. Niépce at fastholde billeder på papir ved hjælp af sølvklorid. Det ældste kendte fotografi er optaget i 1826 på en tinplade belagt med lysfølsom syrisk asfalt og efterbehandlet med lavendelolie; eksponeringstiden var otte timer. I 1829 indledte Niépce et videnskabeligt samarbejde med kunst- og dioramamaleren L.J.M. Daguerre, for at de sammen kunne nå deres fælles mål, at fastholde og fiksere et billede i camera obscura.

Efter Niépces død i 1833 fortsatte Daguerre eksperimenterne, som i 1837 resulterede i daguerreotypi-processen. Det lysfølsomme stof på daguerreotypi-pladen var sølvjodid; det positive, spejlvendte billede blev fremkaldt med kviksølvdampe og fikseret med almindeligt salt, natriumklorid. Kameraet var udviklet af camera obscura og bestod af to trækasser; den bageste med en matglasplade og en kassette gled ind i den forreste, hvori der sad et akromatisk objektiv.

Forlydender om, at det var lykkedes at fastholde billeder i et camera obscura, blev bekræftet 7.1.1839 af Pariserobservatoriets direktør Francois Arago. 19.8.1839 offentliggjordes Niépces og Daguerres opfindelse, som den franske stat havde købt.

Andre videnskabsmænd eksperimenterede med fotokemi, men det blev briten W.H. Fox Talbot, som i 1841 offentliggjorde kalotypi-processen. Mens daguerreotypiet var et unikum, kunne man fra et papirnegativ fremstille et ubegrænset antal positive billeder på saltpapir. Dette blev grundlaget for fremtidens fotografiske billedfremstilling.

I 1851 erstattede briten Frederick Scott Archer papirbasen med glas, og kollodium blandet med jodid og bromid blev nu bærer af det billeddannende medium. Glaspladen med kollodiumhinden blev dyppet i en opløsning af sølvnitrat, hvorved der dannedes en lysfølsom blanding af sølvjodid og sølvbromid. Pladen eksponeredes og fremkaldtes, mens emulsionen stadig var våd.

I 1871 opfandt briten Richard Maddox sølvbromidgelatine-glaspladen, idet han udelukkende anvendte sølvbromid og brugte gelatine som bindemiddel. Herved kunne man fabriksfremstille mere lysfølsomme plader med tør emulsion. 1873 opdagede tyskeren Hermann Vogel, at visse farvestoffer tilsat emulsionen gør den lysfølsom for de stråler, der absorberes af farvestoffet; det var princippet for den ortokromatiske film.

Amerikaneren George Eastman lancerede i 1884 en rullefilm på papirunderlag, og i 1888 blev papiret erstattet af gennemsigtigt celluloid. Samtidig markedsførte Eastman det første boxkamera til amatørbrug, kaldet Kodak Box. I 1880'erne blev det muligt at fotografere i mørke ved afbrænding af magnesiumpulver på ca. 1/50 sekund; blitzpærerne kom i 1929, elektronflashen i 1953.

Farvefotografi

Farvefotografiens udvikling byggede bl.a. på den schweiziske naturforsker Jean Senebier, der i 1782 påviste, at når sølvklorid rammes af lys, sværtes det med et nuanceret blåligt skær. I 1810 viste den tyske fysiker Jean Seebeck, at sølvklorid antager samme farve som det lys, det udsættes for. Også franskmændene Edmond Becquerel og C.-F.-A. Niepce de Saint-Victor (1805-70) eksperimenterede med farvefotografiske processer, men det var briten J.C. Maxwell, der som den første i 1861 kunne vise et trefarvet lysbillede, optaget og fremvist ved hjælp af et rødt, grønt og blåt filter (additiv farveblanding).

Forsøget fik ingen praktisk betydning, og det samme gjaldt franskmændene Louis Ducos du Hauron og Charles Cros' banebrydende arbejde med processer, der byggede på subtraktiv farveblanding. Men i 1891 fremstillede Gabriel Lippmann et holdbart farvebillede, som skabte grundlag for den videre udvikling. Da den pankromatiske emulsion, der er følsom for alle spektrets farver, fremkom i 1902, var forudsætningerne til stede for fremstilling af farvefilm. I 1907 havde brødrene Auguste og Louis Lumière færdigudviklet autokrompladerne, og i 1930'erne blev diapositivfilmene opfundet.

Kameraer og film

Fotografiske kameraer blev fra 1839 til ind i 1890'erne fremstillet af træ (mahogni), i periodens slutning overtrukket med læder. Omkring 1900 fremstilledes de i metal med læderbeklædning, og kameraudviklingen gik samtidig ind i en ny periode. I 1925 præsenterede det tyske firma Leitz småbilledkameraet Leica, der anvendte 35 mm kinofilm til negativformatet 24 mm×36 mm.

De større negativformater på rullefilm, fx 6 cm×6 cm, blev anvendt i bl.a. det toøjede spejlreflekskamera Rolleiflex, 6 cm×9 cm og 9 cm×12 cm til de såkaldte klapkameraer. Efter 1945 blev kameraerne hovedsagelig fremstillet i formstøbt plast o.l. materialer. I 1947 skulle et helt nyt begreb ændre vort traditionelle syn på fotografering. Amerikaneren Edwin H. Land udviklede fremkaldeteknikken, så der kunne fremstilles sort-hvid film med indbygget fremkaldeproces.

Dermed var Polaroidkameraet en realitet i 1948, i 1963 tillige til farver. I 1963 lancerede Kodak sit Instamaticsystem efterfulgt af Agfas Rapidkassette.

Kameraer og filmkassetter var billige og let håndterlige, og filmene havde stor eksponeringstolerance. Kodak og Agfa præsenterede henholdsvis Kodachrome og Agfacolor til farvediapositiver i 1936, mens negativfilm til farvepapirbilleder blev markedsført af Agfa i 1950 og Kodak i 1958; samtidig fremkom farvefilm som Ferraniacolor (1952) og Anscochrome (1958).

Sideløbende blev de sort-hvide films lysfølsomhed øget: i 1955 kom Kodak med Tri-X på 400 ASA/ISO.

Den elektroniske teknik

Den fototekniske udvikling var domineret af USA og Vesteuropa, men nye kortfristede patentregler efter 1945 muliggjorde, at den japanske kameraindustri begyndte en masseproduktion af halv- og helelektroniske fotografiapparater.

I 1981 præsenterede firmaet Sony det første elektroniske stillbilledkamera. I stedet for den fotografiske film registreres billedet af en lille CCD-skive, og signalerne lagres analogt på en magnetisk skive.

I begyndelsen af 1990'erne gik man over til at lagre de elektriske billedsignaler digitalt, og CCDs opløsning blev forbedret så meget, at digitalkameraet er blevet en konkurrent til den traditionelle fotografiske teknik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig