Fotografi. Bill Brandt Halifax, fotografi fra 1937.

.

William Henry Fox Talbot Trafalgar Square i London; kalotypi, 1843. Billedet viser det nederste af Nelsonsøjlen, der stod færdig i november 1843; i baggrunden kirken Saint-Martin-in-the-Fields. Kalotypi-processen bygger på optagelse af et negativ, hvoraf der tages en eller flere positive kontaktkopier. Denne kopi findes på Det Kgl. Bibliotek i København. Den betydeligste samling af Talbots fotografier, opbevaret på hans landsted Lacock Abbey, blev i 1937 skænket til Science Museum i London.

.

Fotografi. Diane Arbus Enæggede tvillinger; fotografi, 1967; Roselle, New Jersey.

.

Cindy Sherman Untitled #205; fotografi, 1989. I slutningen af 1980'erne skabte Cindy Sherman en række fotografiske tableauer, der med stor perfektion imiterer berømte portrætter af malere som Goya, Ingres og Holbein. Forlægget for dette billede er Rafaels La fornarina fra 1519.

.

Fotografi - det fotografiske billede, Lige siden fotografiet blev udviklet i 1830'erne, har mediet været hjemsøgt af en grundlæggende tvivl om, hvilket forhold det har til den øvrige billedtradition. Meget tidligt blev forholdet mellem kunsten og fotografiet beskrevet som et modsætningsforhold, og pga. det fotografiske billedes tekniske frembringelsesform blev det afvist, at det kunne have kunstneriske muligheder. I 1859 hævdede digteren og kritikeren Charles Baudelaire endda, at fotografiet ville ødelægge kunsten, hvis de to ting blev blandet sammen.

Modsætningen var imidlertid et led i en ideologisk konstruktion. Man havde brug for denne modsætning, fordi den cementerede opfattelsen af, hvad det kunstneriske billede var, nemlig det modsatte af fotografiet. Men allerede på Baudelaires tid havde fotografiet påvirket billedkunsten. Malere som Eugène Delacroix og Édouard Manet optog fotografiske træk i deres malerier, mens Edgar Degas o.a. også selv fotograferede. Samtidig opstod et kunstnerisk, dvs. billedmæssigt bevidst fotografi, som udfordrede maleriet og hævdede, at fotografiet ikke blot gengav verden, men også fortolkede den. Det havde fotograferne naturligvis altid gjort.

Briten W.H. Fox Talbot, der var en af fotografiens opfindere, opdagede tidligt, at det fotografiske billede ligesom alle andre billedtyper bygger på en form for visuel "syntaks", og at det ligesom en sproglig sætning må "formuleres". De fremstillede scenerier skaber ikke sig selv i det fotografiske billede, men opnår deres betydning i kraft af komposition, belysning, motivsammensætning osv. Fox Talbots billeder fra omkring 1840 er et af de tidligste vidnesbyrd om et visuelt bevidst fotografi.

Eksperimenter

1850'erne og 1860'erne var præget af en mangfoldighed af fotografiske eksperimenter. De stadig velkendte fotografiske genrer etableredes, bl.a. landskabs-, portræt-, reportage- og familiefotografi. En af periodens fremtrædende fotografer var franskmanden Nadar, der fra sit parisiske etablissement ikke blot skabte en lang række udtryksfulde portrætter af samtidens berømtheder, men også som den første steg til vejrs i en varmluftballon og dermed grundlagde det moderne luftfotografi. Luftfotografiet må betragtes som en radikalt moderne billedtype, der er grundlæggende afhængig af det fotografiske medie.

Men fotograferne reformulerede også billedkunstens traditionelle genrer. I 1860'erne skabte fotografer som Oscar G. Rejlander og den maleruddannede Henry Peach Robinson allegoriske fotografiske billeder, sammensat af flere enkeltoptagelser, der blev kombineret og retoucheret til et samlet visuelt udtryk.

Med kombinationsfotografierne undergravede disse fotografer forestillingen om det fotografiske billedes rent mekaniske oprindelse, men overførte samtidig fotografiets konventionelle troværdighed til deres allegoriske fremstillinger.

Ikke desto mindre byggede disse fotografer på det akademiske maleris billedsprog snarere end på fotografiets egne billedmæssige potentialer, hvorfor der da også snart opstod en modbevægelse. I 1889 udgav Peter Henry Emerson Naturalistic Photography, hvori han plæderede for, at fotografen skulle stræbe efter at udvikle sit eget medies kunstneriske muligheder og ikke forsøge at tilpasse det akademitraditionens overleverede billedsprog. Denne indstilling blev siden central for den første egentlige internationale fotografiske bevægelse, nemlig pictorialismen.

Pictorialismen

Ezra Pound. Fotografen Alvin Langdon Coburns portræt af Pound fra 1916 er udført som en tredobbelt eksponering af Pounds ansigt i tre forskellige størrelser. Kubismens facetterede billedudtryk har inspireret fotografen.

.

Pictorialismen havde sin storhedstid omkring år 1900. Som navnet antyder, er der tale om en bevægelse, der var interesseret i fotografiet som billede snarere end som dokumentation. Stilistisk var bevægelsen påvirket af den samtidige art nouveaus ornamentale billedsprog. Fotografer som Alfred Stieglitz, Edward Steichen og Alvin Langdon Coburn skabte i århundredets første år en lang række suggestive billeder, ofte med motiver fra storbyen, men altid set fra synsvinkler, der betoner motivernes abstrakte billedkvaliteter frem for detaljen.

Af samme grund havde fotograferne en forkærlighed for højt specialiserede håndværksmæssige teknikker såsom fotogravure og gummitryk, der begge tilførte det fotografiske billede en udtryksfuld "kunstnerisk" effekt. Ofte lignede deres fotografier håndgjorte akvareller eller grafiske tryk. Pictorialisterne publicerede deres værker i eksklusive tidsskrifter som fx Stieglitz' Camera Work (1903-17) og samlede sig omkring den såkaldte Photo-Secession, der organiserede årlige udstillinger i London, Paris, Wien og New York.

Det såkaldte kunstfotografi lever ikke adskilt fra og uafhængigt af det kommercielle, videnskabelige og industrielle fotografi. Tværtimod er fotografiens billedhistorie præget af udveksling og gensidig påvirkning imellem disse felter og imellem kunsten og fotografiet som helhed. Således vakte briten Eadweard Muybridge og franskmanden Étienne Jules Mareys ultrahurtige bevægelsesstudier fra 1880'erne enorm opsigt, da de afslørede bevægelsesmønstre, der foregår hurtigere, end det menneskelige øje kan nå at opfatte.

Især Muybridges fotografier af hestens bevægelser under galop vakte opsigt, fordi de viste, at flere af den traditionelle billedtraditions kunstværker fremstillede bevægelsen "forkert". Disse fotografier satte imidlertid også spørgsmålstegn ved det menneskelige sanseapparats rækkevidde; med et slag blev det klart, at vi går rundt i en usynlig verden af skjulte bevægelsesmønstre, som kun kameraet kan se. Tilsvarende lykkedes det i 1895 den tyske fysiker W.C. Röntgen at "fotografere" menneskekroppens indre strukturer.

Oplevelsen af, at fotografiet kunne repræsentere usynlige og ukendte sider af verden, fik siden hen stor indflydelse på udviklingen af de forskellige fotografiske billedsprog og påvirkede også kunstnere som Edvard Munch og August Strindberg.

Ny saglighed og dokumentarfotografi

Omkring 1920 vendte en række fotografer sig imod pictorialismen og begyndte at dyrke et tilsyneladende nøgternt og "rent" fotografi. Paul Strand, Edward Weston, Ansel Adams mfl. er repræsentanter for den såkaldte nye saglighed eller straight photography i fotografiet, og deres billeder er skabt med skarpttegnende objektiver og uden brug af retouchering og lignende indgreb. Karakteristisk er det imidlertid, at deres billeder synes at vise en fremmed og ukendt verden på trods af de dagligdags motiver. Weston fotograferede en kvindekrop, så den ligner en ørken, og en ørken, så den ligner en kvindekrop.

Mellemkrigstiden var i det hele taget en frugtbar epoke for fotografiet. I USA iværksattes FSA-projektet, en storstilet dokumentation af forholdene i landdistrikterne, hvor fotografer som Walker Evans, Dorothea Lange og Ben Shahn udviklede den tradition for socialt engageret dokumentarfotografi, som danskeren Jacob A. Riis havde grundlagt med sine billeder fra New Yorks slumkvarterer i 1880'erne.

Store billedhuse blomstrede sammen med illustrerede blade som Life, Look og Picture Post. Samtidig skabte den fransk-amerikanske fotograf Henri Cartier-Bresson billeder med udgangspunkt i sit eget begreb om the decisive moment (det afgørende øjeblik), som fastholder motivet i den brøkdel af et øjeblik, hvor det falder på plads i perfekt, visuel harmoni — som om verden af sig selv komponerede et kunstværk. I den surrealistiske bevægelse udnyttede fotografer som Man Ray, Brassaï, Raoul Ubac og Hans Bellmer fotografiets fremmedgørende effekter til at frembringe billeder, der viser en sær og uvirkelig verden, hvis objekter synes at leve deres eget liv. Surrealisternes værker blev bl.a. præsenteret i tidsskriftet Minotaure, der udkom i midten af 1930'erne.

Tiden efter 1945

En række af disse strategier flød i tiden efter 1945 sammen og blev efterhånden til en mere fasttømret, modernistisk fotoæstetik, der byggede på forestillingen om et bestemt, surrealistisk orienteret fotografisk syn, repæsenteret ved fotografer som briten Bill Brandt og amerikanerne Diane Arbus, Lee Friedlander og Garry Winogrand.

1980'erne og 1990'erne har været præget af et generelt opgør med denne æstetik, et opgør, der har udmøntet sig på mangfoldige måder, som dog har haft det til fælles, at fotograferne mere eller mindre udtalt har opponeret imod forestillingen om et distinkt fotografisk billedsprog og i stedet har ladet deres billeder indgå i mere komplekse sammenhænge, fx installationer og konceptuelle kunstneriske projekter. En stor del af fotograferne foretrækker simpelthen at kalde sig kunstnere.

I 1980'erne arbejdede en række fotografer således med strengt iscenesatte fotografier og vendte på den måde for en tid blikket indad, væk fra den ydre verden, som i lang tid havde været fotografiets kernemotiv, og mod de teatralske opstillingers muligheder.

Robert Mapplethorpe, Cindy Sherman og Joel-Peter Witkin er eksempler, der — skønt deres billeder er vidt forskellige — alle opererer inden for et iscenesat billedunivers, der spiller på betragterens kendskab til visuelle stereotyper: For Mapplethorpes vedkommende de seksuelle subkulturers ikonografi, for Shermans vedkommende de massekulturelle billedkoder og for Witkins vedkommende den klassiske billedtradition, hvilket kommer til udtryk i fotografiske værker, der fx parafraserer berømte kunstværker.

Alle tre er endvidere optaget af morbide, groteske og obskøne motiver, hvilket knytter dem til et tidstypisk kunstnerisk interessefelt, der er langt bredere end det snævert fotografiske. Det samme gælder i 1990'erne Andres Serrano, hvis forførende smukke billeder fra lighuse har rystet den amerikanske offentlighed og i lighed med Mapplethorpes billeder har rejst krav om offentlig censur af fotografernes arbejder.

Muligheden for digital bearbejdning af det fotografiske billede er i 1980'erne og 1990'erne blevet udforsket af bl.a. Nancy Burson (f. 1948) og Jeff Wall, men digitaliseringen har ikke omstyrtet fotografiets særegne realisme, kun rokket ved den. Fotografi er stadig et magtfuldt og levende billedmedium, som forbinder det kunstneriske og det sociale felt.

Se også dansk fotografi og artikler om bl.a. dokumentarfotografi, modefotografi og reportagefotografi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig