Daguerreotypi af H.C Andersen, optaget ca. 1846-47?

Daguerreotypi, fotografisk proces, udviklet i 1830'erne af L.-J.-M. Daguerre og J.-N. Niépce. En forsølvet kobberplade behandles med joddampe, så der dannes et lysfølsomt lag af sølvjodid på pladen. Når den belyses i et kamera, dannes der et latent billede i sølvjodidlaget; billedet fremkaldes med kviksølvdampe, der sammen med sølvjodidpartiklerne danner et finkornet lag af sølvamalgam på de steder, hvor pladen er blevet belyst.

Denne fremkaldelse lykkedes i 1835 for Daguerre, der to år efter også kunne fiksere billedet med almindeligt kogsalt, der opløser det ubelyste sølvjodid; senere anvendtes fiksersalt. Et daguerreotypi er egentlig et negativ, men ved betragtning i en bestemt synsvinkel ses det som et positivt, spejlvendt billede; det kan kun mangfoldiggøres ved affotografering.

Som den første praktisk anvendelige proces til fremstilling af holdbare fotografiske billeder fik daguerreotypien en revolutionerende betydning for 1800-tallets billedkunst, ikke mindst som konkurrent til portrætmaleriet.

Eksponeringstiden kunne i de første år være op til 30 minutter; derfor var solskinsbelysning og nakke- eller hovedstøtter nødvendige for portrætfotografens arbejde. Men allerede i begyndelsen af 1840'erne var belysningstiden nede på få sekunder, senere brøkdele af et sekund.

Daguerreotypien var dominerende som fotografisk billedmetode, indtil negativteknikken med vådkollodiumplader tog over i 1850'erne. Daguerreotypier forveksles ofte med de senere ambrotypier, som var enklere og billigere at fremstille.

Se også fotografi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig