Albert Engström, 12.5.1869-16.11.1940, svensk maler, tegner og forfatter. 1894-96 blev Albert Engström på opfordring fra sin læremester Carl Larsson medarbejder ved vittighedsbladet Söndags-Nisse.
Engström grundlagde selv i 1897 vittighedsbladet Strix, inspireret af det tyske blad Simplicissimus.
Som poetisk stemningskunstner, beåndet naturskildrer og grotesk forfatter med særlig interesse for det enkle og det særprægede, forenet med national realisme, dyrkede Engström humoren, den korte portrætnovelle og causeriet, samlet i bl.a. Medmänniskor (1899), Adel, präster, smugglare, bönder (1923) og Smålandshistorier (1929).
Engströms karakterer er set af et knivskarpt øje og hørt med et opmærksomt øre, med tæft for at kombinere tegning og sprog i en sublim enhed. I hans figur, vagabonden Kolingen, samles blid og grum humor, kærligheden til det primitive og oprindelige og et forsonende stænk brændevin til den dyrkelse af det overmenneskelige, der var karakteristisk for slutningen af 1800-t.
I perioden 1943-59 udgav det danske forlag Rasmus Naver hvert år et større udvalg af Albert Engströms tegninger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.