Olaf Gulbransson, 1873-1958, norsk karikaturtegner, grafiker og maler. Fra 1902 boede han i Tyskland, hvor han 1929-43 var professor ved kunstakademiet i München. Gulbransson arbejdede inden for mange felter, men hans styrke lå i portrætkarikaturen (Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Georg Brandes). Han var 1902-44 medarbejder ved det satiriske blad Simplicissimus, hvor han fra 1933 gik tæt på nazisterne uden at komme i konflikt med myndighederne. Hans skrevne og tegnede erindringer er udgivet i Det var en gang (1934) og Und so weiter (1954); hans hus i Tegernsee blev 1966 åbnet som museum.