grafik (Danmark)

Tidligere arbejdede danske grafikere overvejende som reproduktionsgrafikere ved at stikke eller radere efter andres forlæg. Det gælder bl.a. Albert Haelweg, der blev kgl. kobberstikker 1647, samt J.M. Preisler og J.F. Clemens, der fik samme titel i hhv. 1745 og 1779. En undtagelse er Melchior Lorck, der på rejser i bl.a. Tyrkiet og som hofmaler for Frederik 2. (1580) især arbejdede efter egne tegninger. I 1800-t. og begyndelsen af 1900-t. nåede J.Th. Lundbye, Lorenz Frølich, Carl Bloch, Hans Nikolaj Hansen og J.F. Willumsen bemærkelsesværdige resultater med radering, mens Johannes Larsen dyrkede træsnittet og Oluf Hartmann akvatinte-ætsningen. Den tids betydeligste xylograf var F. Hendriksen. I 1920 oprettedes på Kunstakademiet i København en grafisk skole, som virkede stærkt befordrende for dansk grafik. Den første professor var Aksel Jørgensen; han fik vidtrækkende betydning for flere generationer af danske billedkunstnere, bl.a. Holger J. Jensen, der senere selv kom til at lede skolen, Søren Hjorth Nielsen, Povl Christensen, Sigurd Vasegaard og Jane Muus. Indtryk fra 2. Verdenskrig og tiden derefter satte sig dybe spor i Dan Sterup-Hansens farveraderinger og i Palle Nielsens træ- og linoleumssnit og raderinger, samlet i serier som Orfeus og Eurydike. Asger Jorn har efterladt et omfattende grafisk værk i alle teknikker, og mange nutidige danske kunstnere har en betydelig grafisk produktion sideløbende med maleri, skulptur o.a. Kunstnergrupper som Trykkerbanden og Røde Mor dyrkede i 1970'erne grafikken som et billigt medie til formidling af både kunstneriske udtryk og politiske budskaber. Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og andre af Eks-skolens kunstnere har kombineret forskellige teknikker; det ses også hos bl.a. Erik A. Frandsen og Lars Ravn, ofte i meget store formater. Blandt dem, der har koncentreret sig om grafikken, er Rasmus Nellemann, der også har stået for en lang række danske frimærker.