• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

akvatinte

Oprindelig forfatter KVitt Seneste forfatter Redaktionen

akvatinte, en slags radering i dybtryksteknik til fremstilling af originalgrafik, udviklet i 1700-tallet for at efterligne laveringens karakter.

Ordet akvatinte kommer af italiensk acqua tinta, af latin akva- og tincta perf. part. af tingere 'farve'.

Trykpladen af metal drysses over med pulver af harpiks eller asfalt (eller salt), som brændes fast ved opvarmning. Derefter ætses pladen med syre, som æder sig ned mellem de fastsmeltede korn. Jo længere tid syren bider i metallet, jo mørkere bliver aftrykket, der vil fremtræde med en kornet overflade. Hver gråtone repræsenterer et stadium i ætseprocessen; denne kan foretages i flere omgange, idet man med fx fernis dækker partier af pladen, som ikke skal ætses (fremstår hvide i trykket) eller kun ætses i kortere tid (fremstår grå).

Akvatinte kombineres ofte med almindelig stregætsning, således som en af teknikkens tidlige mestre, Francisco de Goya, gjorde det i sine grafiske arbejder, eller det ses som fortryk med efterfølgende håndkolorering, som det var udbredt før farvetrykkets fremkomst i begyndelsen af 1800-tallet til by- og landskabsprospekter fra Europas smukkeste egne.

Ved sukkerakvatinte males med en sukkeropløsning motivet på pladen, som derefter stryges over med fernis; sukkeret opløses i vand, og i et syrebad ætses de blotlagte partier i pladen, så motivet fremstår positivt.