Radering er en grafisk dybtryksteknik, der foregår ved ætsning og efterfølgende trykning af et motiv fra en trykplade.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet radering kommer af latin radere 'kradse, skrabe, bortskrabe'.
En plade – traditionelt af kobber, i nyere tid ofte af zink – dækkes af en såkaldt ætsegrund af fx voks, harpiks og asfalt (hård grund), i hvilken motivet tegnes med en nål eller andet skære- eller ridseværktøj.
Pladen nedsænkes derefter i et syrebad (oftest salpetersyre, saltsyre og kaliumchlorat ('hollandsk bad') eller jernklorid), som ætser sig ind i de partier af pladen, der er blevet blotlagt med radernålen. Koncentrationen af syren og syrebadets varighed er bestemmende for, hvor kraftigt linjerne ætses. Pladen renses, indsværtes med tryksværte og aftørres, så sværten kun sidder i fordybningerne. Nu kan pladen trykkes mod et ark fugtet papir i en kobbertrykpresse. Motivet kan korrigeres ved fornyet (evt. partiel) tildækning, ridsning og ætsning af pladen samt ved mere eller mindre grundig aftørring af pladen efter indsværtning.
Således kan det færdigtrykte billede, der også betegnes radering, forekomme i forskellige tilstande i større eller mindre oplag.
Teknikken eksisterer i mange varianter og har som kunstnerisk udtryksform været kendt siden 1500-tallets begyndelse. Albrecht Dürer udførte få raderinger (på plader af jern), andre pionerer var Urs Graf, Albrecht Altdorfer og Lucas van Leyden.
I 1600-tallets begyndelse arbejdede Jacques Callot og Abraham Bosse, senere Rembrandt, G.B. Tiepolo, G.B. Piranesi og Francisco Goya, i 1900-tallet Pablo Picasso blandt mange andre.
Ætseteknikken er stadig meget anvendt af vor tids grafiske kunstnere. I Danmark fx af Ole Sporring, Per Kirkeby og Michael Kvium.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.